Rysensten er en herregård beliggende i Bøvling Sogn i Lemvig Kommune. Gården er opkaldt efter fæstningsarkitekten Henrik Ruse, som 1661 fik det gamle Bøvling Slot overdraget fra kronen som betaling for sine tilgodehavender. Han fik 10 år senere ophøjet gården til baroni, og han blev således baron af Rysensteen. Baroniet blev opløst 5. maj 1797 til fordel for et fideikommis, og året efter solgtes godset til "herregårdsslagterne" Fønss og von Schmidten.