![]() | Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2020) |
Samarbejdspolitikken er det samarbejde som de ledende danske partier havde med den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig fra april 1940 til august 1943.
Som led i samarbejdspolitikken blev der dannet samlingsregeringer bestående af de fire største partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.
Samarbejdspolitikken er et omstridt emne i besættelsen, og der er delte meninger om, den var en fordel for Danmark.[1]
Det kan endvidere diskuteres, om termen "samarbejdspolitik" er korrekt, da et samarbejde forudsætter frivillighed. Politikerne blev presset til at give indrømmelser og tilpasse sig, og der var snarere tale om en indrømmelses-, tilpasnings- eller forhandlingspolitik med besættelsesmagten, end en samarbejdspolitik.[kilde mangler]
Erik Scavenius var udenrigs- og senere statsminister i denne periode efter pres fra kongen, som havde nægtet at godtage et ministerium med Munch som leder.[2][3] Scavenius forbindes i høj grad med samarbejdspolitikken.