Sankt Agnete Kloster var et nonnekloster i Dominikanerordenen, der blev oprettet af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263 umiddelbart nord for Roskilde.[1]
Klostret ejede gårde over hele Sjælland, samt en række huse i Roskilde. Desuden ejede klostret en badstue i Roskilde på Algade overfor byens rådhus.[1]
I 1295 skænker kong Erik Menved den jord han ejede ved Roskilde, kaldet Konnungshegnet, til klostret samt en vandmølle ved Haraldsborg. Efterhånden fik klostret ejendomme i 70 forskellige landsbyer på Sjælland. På selve klostret var der plads til 30 nonner.[1]
Omkring år 1500 går det økonomisk dårligt for klostret. Blandt klostrets priorinder er Magdalene Bille og Birgitte Oxesdatter.
Klosteret har ejet en badstue ved Snæversti, der nævnes i et brev fra 1515, hvor de to roskildeborgere Lage Kedelsmed og Lauritz Klejnsmed erkender at de af Skt. Agnete Kloster har lejet den øde grund, "hvor klosterets gamle badstue fordum stod".