Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2019) |
Seksdageskrigen | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Den israelsk-arabiske konflikt | |||||||
Israels hære på Sinai-halvøen den 7. juni - 8. juni 1967 |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Egypten Syrien Jordan Irak | Israel | ||||||
Styrke | |||||||
Egypten: 240.000 Syrien, Jordan og Irak: 307.000 957 kampfly 2.504 kampvogne[1] | 264.000 (inkl. 214.000 reservister) 300 kampfly 800 kampvogne [2] |
||||||
Tab | |||||||
Egypten: 10.000 døde, sårede eller forsvundne[3] Jordan: 700 dræbte, 2500 sårede Syrien: 2500 dræbte, 5000 sårede Irak: 10 dræbte, 30 sårede 6000 krigsfanger 400 kampfly | 800 dræbte 2563 sårede 15 erobrede og 46 ødelagte fly[4] |
Seksdageskrigen (også kaldet Junikrigen, Den arabisk-israelske 1967-krig og Tredje arabisk-israelske krig, Hebraisk: מלחמת ששת הימים, translitteration: Milhemet Sheshet Hayamim) fra 5. juni til 10. juni 1967 var en krig mellem Israel og Egypten, Jordan, Syrien og Irak. Krigen blev i hovedsagen udkæmpet mellem Israel på den ene side og Egypten, Jordan og Syrien på den anden side. Lande som Irak, Marokko, Algeriet, Tunesien, Saudi-Arabien og Sudan var i mindre grad involveret, men sendte nogle tropper og udstyr for at støtte den arabiske side.[5]
Krigen kom efter længere tids gensidig ophedet retorik, der begyndte med Syriens kanaludgraving i Golanhøjderne i 1964 med henblik på at afskære Israels nordlige vandforsyning fra Galilæas søer. Syriske bombardementer af landbrugsområder i Nordgalilæa, PLO-raids i Israel og israelske militære operationer i nabolandene som Samu 1966. Egyptens præsident Nasser smed FNs fredsbevarende styrker ud af Sinai-halvøen i maj 1967. Egypten mobiliserede så 1.000 kampvogne og næsten 100.000 soldater på grænsen til Israel og lukkede Tiranstrædet for israelske skibe og skibe, som fragtede strategisk materiale til Israel, hvorved han afskar byen Eilat og Israel fra dets vigtige olieleverancer fra Iran. Denne beslutning fik stærk støtte fra andre arabiske lande. Israel svarede med en modmobilisering, som inkluderede 70.000 reservesoldater. Medvirkende til at øge spændingen yderligere var, at Jordan havde underskrevet en gensidig forsvarsaftale med Egypten den 30. maj 1967.
Spændingen endte med Israels overraskelsesangreb den 5. juni af Egyptens luftvåben på parkerede fly på de arabiske flybaser, hvorved Israel fik luftherredømmet. Fordi Israel begyndte krigen, indledte den franske præsident de Gaulle en våbenembargo mod Israel. Ved krigshandlingernes afslutning havde Israel besat Vestbredden (Jordan), Østjerusalem (Jordan), Gazastriben (Egypten), Sinai-halvøen (i Egypten) og Golan-højderne (i Syrien).
Israels lynangreb fik stor betydning ikke blot for krigsudfaldet, men også fordi den bidrog stærkt til den respekt, som efterhånden voksede frem for det israelske forsvar og ikke mindst for Israels generelle beslutsomhed i konflikter. Hele Sinaihalvøen, Gaza og Vestbredden blev besat af den israelske hær. Sinai blev siden leveret tilbage til Egypten ved en fredsaftale.
Lige efter krigen begyndte Israel at etablere jødiske bosættelser på områder, de havde besat. Disse bosættelser voksede betragteligt i løbet af de næste tiår og er flere gange blevet fordømt internationalt. Bosættelsesaktiviteten blev særlig omfattende på Vestbredden og i Østjerusalem.
Sinai-halvøen blev givet tilbage til Egypten mod en fredsaftale i 1979, efter at krigen i 1973 havde vist, at besættelsen var uholdbar i længden, og den egyptiske præsident Anwar Sadat brød isen og fløj til Tel Aviv i 1977 for at møde den israelske premierminister Menachem Begin og det israelske parlament.
Egypten har siden afstået Gazastriben, mens Jordan har indgået en fredsaftale i 1994 med Israel og opgivet kravet på Østjerusalem og Vestbredden.