Skjold (dansk) eller Schiol (tysk) er en bebyggelse beliggende sydøst for Store Kværn i Angel i Sydslesvig. Administrativt hører Skjold under Stenbjergkirke Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører landsbyen under Kværn Sogn. Sognet lå i Ny Herred (Flensborg Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark[1].
Kådnerbyen Skjold er første gang nævnt 1599. Stednavnet er afledt af substantiv skjold, her brugt som terrænbetegnelse for en bakke[2]. Skjold er beliggende på grænsen mellem landsbyerne Vesterholm og Kværn. De enkelte kåd i Skjold hørte under Norgaard, Nybøl og Udmark godser.
Bebyggelsen var i administrativ henseende delt mellem Kværn og Vesterholm kommune. I 1970 fusionerede Vesterholm og i 2013 også Kværn med Stenbjergkirke, således at nu hører hele Skjold under Stenbjergkirke kommune[3].