Skovsende (dansk) eller Schausende (tysk) er en landsby i det nordlige Tyskland, beliggende under Kreis Slesvig-Flensborg i delstaten Slesvig-Holsten. Den ligger desuden nordøst for Lyksborg by i det nordlige Angel, Sydslesvig. Landsbyen blev første gang nævnt i 1668 og hører historisk under Munkbrarup Sogn (Munkbrarup Herred). Den har sit navn fra det nærliggende Fredskov (Friedeholz)[1].
Nord for Skovsende ligger det 1929 inddigede Holnæs Nor. Øst for Skovsende ligger Pugum Sø, Draget og Bogholm (Bockholm) med Bogholmvig. Området umiddelbart syd for Skovsende kaldtes for Skidehulvej, Skidenhulvej (Schiedenhohlweg) eller Ulnæs (Ullniß)[2]. Her oprettede Christian 4 1668 fire husmandssteder [3]. Navnet Skidehulvej henviser til beliggenheden ved en moradsig hulvej[4].
I 1772 blev der anlagt et større teglværk ved Skovsende[5]. I 1896 blev der oprettet et fyrtårn, som i 1964 blev erstattet af det nuværende Holnæs Fyr[6].
I anden halvdel af 1900-tallet blev der bygget flere parcelhuse samt to ved kysten beliggende højhuse.