Skudehandel

Skude ved Løkken. Illustration i værket Nordiske Billeder udgivet af Albert Bonnier (sv) i 1873.

Skudehandel betegner en handel, der indtil slutningen af 1800-tallet foregik mellem Jyllands vestkyst og Vestnorges ladesteder. Afstanden til Norge er kortest fra Klitmøller, hvor den angives til 110 km. Skudehandel foregik i fladbundede fartøjer specielt velegnet til til de jyske sandstrande, benævnt sandskuder og baggeskuder. Sandskuder blev bygget i Thy, mens man i Vendsyssel indkøbte både i Norge.

Hvor man i Danmark havde et overskud af smør, korn og mel, havde man i Norge omvendt prisbilligt tømmer og metal.

Et afgørende vendepunkt for skudehandelen indtraf i 1665, hvor skudehandlerne i Klitmøller ansøger kongen om at kunne fortsætte den handel de "siden Arilds tid" havde bedrevet. Skudehandelen foregik udenfor bygrænserne og kunne derfor unddrage sig skat og told med deraf bedre konkurrenceevne. Dette var en torn i øjet på handelsfolkene fra Thisted, men deres forsøg på at stække denne handel førte blot til, at kongen så en mulighed for at inddrive mere skat.

Skudehandelen fik også indflydelse på befolkningsforholdene, idet skudehandlere fra Danmark tog handelsborgerskab i en købstad i Norge, og/eller giftede sine børn ind i familierne der – og omvendt. Derfor er der en del danskfødte begravet i f.eks. Arendal i Norge. Dialekten i området af Norge er ligeledes betydeligt mere danskklingende end i øvrige dele af Norge.[1]

Skudehandelen ophørte i forbindelse med anlæggelsen af jernbaner, idet kornet nu med fordel kunne transporteres til en større havn og derfra med store skibe til udlandet.

  1. ^ Holm (1989), s 271-282

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne