En skytale (fra græsk σκυτάλη) er et gammelt værktøj til brug i forbindelse med en klasse af transpositionsalgoritmer. Det består af en cylinder, typisk en stok, med en strimmel papir eller læder rundt om på hvilken man skriver en besked. De gamle grækere, og specielt spartanerne, siges at have anvendt dette chiffer til kommunikation under militæraktioner.
Modtageren anvender en stok med samme diameter, som han påvikler læderstrimlen for at læse beskeden. Fordelen ved metoden er at den er hurtig og relativt fejlsikker, hvilket er nødvendigt på slagmarken. Den kan dog ganske let brydes, idet strimlen kraftigt antyder metoden.