Sovjetunionens invasion af Polen i 1939 | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af 2. verdenskrig | |||||||||
Sovjetisk militærparade i Lviv i 1939 |
|||||||||
|
|||||||||
Parter | |||||||||
Polen | Sovjetunionen | ||||||||
Ledere | |||||||||
Edward Rydz-Śmigły | Mikhail Kovaljov (Hviderussiske front), Semjon Timosjenko (Ukrainske front) |
||||||||
Styrke | |||||||||
> 20.000 (20 underbemandede bataljoner af grænseforsvaret)[1] samt tilfældige hærenheder.[2] | Mellem 466.516[3] og over 800.000[2] >33 divisioner, >11 brigader |
||||||||
Tab | |||||||||
Vurderinger svinger fra 3.000 døde og 20.000 sårede[4] til omkring 7.000 døde eller savnede,[1] foruden 2.500 krigsfanger, som blev henrettet ved umiddelbar gengældelse eller af bander af anti-polske ukrainske nationalister.[4] 250.000[1] | Vurderinger svinger mellem 737 døde og under 1.862 tab i alt (sovjetiske tal)[4][5] via 1.475 døde og savnede og 2.383 sårede[6] til omkring 2.500 døde eller savnede[2] eller 3.000 døde og under 10.000 sårede (polske tal).[4] |
Sovjetunionens invasion af Polen i 1939 var en militæroperation, som begyndte uden formel krigserklæring den 17. september 1939 i begyndelsen af 2. verdenskrig. 16 dage efter det tyske angreb på Polen. Den sluttede med en afgørende sejr for Sovjetunionen, som annekterede omkring 200.000 km² af den østlige del af Polen.[5] Disse områder er ikke siden blevet tilbageleveret til Polen.
I starten af 1939 forhandlede Sovjetunionen om at danne en alliance mod Nazityskland med Storbritannien, Frankrig, Polen og Rumænien, men der opstod vanskeligheder, bl.a. det sovjetiske krav om at Polen og Rumænien skulle tillade sovjetiske tropper transitrettigheder gennem deres lande som led i en kollektiv sikkerhed.[7] Da forhandlingerne slog fejl, indgik Sovjetunionen den 23. august 1939 Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazityskland. Som følge heraf invaderede tyskerne den 1. september Polen fra nord, vest og syd, og den 17. september invaderede den Røde Hær Polen fra øst.[8] Den sovjetiske regering bekendtgjorde, at den handlede for at beskytte de ukrainere og hviderussere som boede i den østlige del af Polen, fordi den polske stat var brudt sammen under det tyske angreb og ikke længere kunne sikre dets egne borgeres sikkerhed.[9][10]
Den Røde Hær nåede sine mål, da den var de polske modstandere langt overlegne.[1] Omkring 230.000 polske soldater, eller flere[11]) blev taget som krigsfanger.[12] Den sovjetiske regering annekterede det nyvundne område og i november erklærede det, at de 13,5 mio. polske borgere, som boede der, nu var sovjetiske borgere. De sovjetiske myndigheder kvalte modstand ved henrettelser uden foregående rettergang og ved at fængsle tusinder.[13] De sendte flere hundrede tusinde (estimater varierer) til Sibirien og andre fjerne egne i USSR i fire store bølger af deporteringer mellem 1939 og 1941.[b]
Angrebskrigen, som det sovjetiske politbureau kaldte "befrielsesfelttoget", førte til indlemmelse af millioner af polakker, ukrainere og hviderussere i de sovjetiske ukrainske og hviderussiske sovjetrepublikker.[14] Mens Folkerepublikken Polen eksisterede var invasionen et tabu-emne i efterkrigstiden Polen, som ofte blev udeladt af den officielle historie af de kommunistiske myndigheder for at bevare "venskabsånden" mellem medlemmerne af Østblokken.[15]
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet PWN_KW_old
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Sanford
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Ferro