Spanske borgerkrig

Spanske borgerkrig
En sovjetisk kampvogn (T-26), som anvendtes af republikanerne.
Dato 17. juli 1936 – 1. april 1939 Sted Spanien, Spansk Marokko, Spansk Sahara, De kanariske øer, Baleariske Øer, Spansk Guinea, Middelhavet Resultat Nationalist sejr.
Parter
Spanske Republik Sovjetunionen Internationale Brigader Cataloniens autonome regering Euzko Gudarostea Anarko-syndikalister Partido Obrero de Unificación Marxista Unión General de Trabajadores Spaniens Kommunistiske Parti  Mexico	Fascistisk Spanien Nazityskland Kongeriget Italien Portugal Falangen Carlistas
Ledere
Manuel Azaña Julián Besteiro Francisco Largo Caballero Juan Negrín Indalecio Prieto Lluís Companys Jose Antonio Aguirre	Francisco Franco Gonzalo Queipo de Llano Emilio Mola José Sanjurjo Juan Yagüe
Styrke
450.000 350 fly (1938)	600.000 600 fly (1938)
Tab
~500,000-600,000 hvoraf ca. 200,000 var civile
a. Kun økonomisk støtte

Den spanske borgerkrig blev udkæmpet fra 1936 til 1939 mellem Spaniens republikanske regering (støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister) og nationalisterne anført af general Francisco Franco (støttet af konservative, falangister og i et vist omfang den katolske kirke). Nationalisterne modtog aktiv militær støtte og fik våben fra Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen og Mexico, men den vestlige ikke-interventionspolitik medførte efterhånden, at den lovlige regering ikke kunne købe våben. Krigens to sidste år kæmpede republikanerne uden våbenhjælp udefra. Borgerkrigen endte med, at nationalisterne sejrede.

Nationalisterne havde en overvejende konservativ, katolsk basis og blev støttet af adelen, store dele af hæren og royalister (både tilhængere af den abdicerede Alfonso 13. og de såkaldte Carlister, der støttede det Bourgonske dynasti), der ønskede at genindføre monarkiet. Venstresiden omfattede først og fremmest socialister, anarkosyndikalister og socialliberale og havde støtte fra de nationale eliter og kirken i Baskerlandet, Catalonien, fattige landarbejdere og fra mere sekulære og urbane miljøer i hele landet. Nationalisterne under ledelse af generalerne Francisco Franco, Emilio Mola og José Sanjurjo indsatte størstedelen af hæren mod den venstreorienterede regering, men mødte stærk modstand fra loyale hær- og marineafdelinger og fra civile, som afvæbnede garnisoner og greb til våben. Mange soldater meldte sig også til folkefronten. Først efter tre års blodige kampe gik nationalisterne sejrende ud af borgerkrigen. Francisco Franco blev Spaniens diktator, og alle partier blev forbudt eller indlemmet i Francos statsbærende parti.

Krigen blev udkæmpet med omfattende terror og massakrer på begge sider mod fanger og faktiske og formodede modstandere. Krigen fik en bred international pressedækning, som formidlede terror og drab. Først var pressedækningen ofte baseret på rygter.

I efterkrigstiden blev den vindende side glorificeret af den højreorienterede regering, som havde magten i landet. Francos efterfølger kong Juan Carlos ændrede politikken 1970'erne. Det førte til, at Spanien blev et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati. Meningerne om borgerkrigen i Spanien er delte, og borgerkrigen var længe tabubelagt i spansk politik.