Stenrev

Stenrev ved Channel Islands udfor Los Angeles i det sydlige Californien.

Stenrev er et rev dækket med løse sten. Stenrevene er ofte randmoræne landskaber, hvor en kraftig strøm har skyllet mudder- og sandpartikler væk og efterladt større og mindre sten. Naturtypen dækker over en meget bred vifte af undertyper, idet størrelsen og tætheden af sten kan variere meget. Vanddybden spiller også en stor rolle for det enkelte revs karakter. Stenrev som de danske, der er dannet under istiden, er specielle og findes ikke ret mange andre steder i verden.

De mest spektakulære stenrev i Danmark, anses for at være de huledannende rev. De består af store bunker af næsten lige store kampesten, stablet tilfældigt oven på hinanden. Det vides ikke nøjagtigt, hvor stor en del af den danske havbund, der er dækket af stenrev, men det skønnes, at stenrevene dækker et areal på ca. 1.200 km². Skønnet er dog meget usikkert.

Det er nok de færreste, der har oplevet et stenrev direkte; men ved en opmærksom molevandring, kan man iagttage en menneskeskabt stenrevsverden i miniformat, med bl.a. fasthæftet tang og et mylder af liv. Man kan også opleve de egentlige stenrev indirekte langs mange strande, hvor løsrevet tang herfra ofte er skyllet op.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne