En straffeattest er et dokument, der viser en persons tidligere lovovertrædelser. Hvor langt tilbage der udleveres oplysninger kan variere en del afhængig af land og overtrædelsens karakter. I Danmark foregår registreringen af lovovertrædelser i Kriminalregisteret.
Formålet med registreringen af overtrædelserne er dels at give politiet et værktøj ved efterforskning af overtrædelser, men stadigt flere virksomheder og offentlige myndigheder ønsker overblik over en jobansøgers eventuelle kriminelle status. Visse job kræver ligefrem, at man enten ikke må have begået kriminalitet eller have overtrådt bestemte love.
Det skal bemærkes, at offentlige arbejdsgivere ikke må afvise en jobansøger blot med henvisning til, at denne ikke har ren straffeattest. Offentlige arbejdsgivere er pligtige til at foretage en konkret vurdering af den pågældendes egnethed til jobbet. Ligger kriminaliteten flere år tilbage i tiden, eller er der tale om bagatelkriminalitet, skal der normalt ikke tages hensyn til oplysningerne på straffeattesten. Dette fremgår af et cirkulære fra 1963.