Strikezonen er i baseball det område direkte over home plate, som pitcheren skal kaste sit pitch igennem, for at det kan blive dømt som en strike af dommeren. Et pitch, der rammer uden for strikezonen, bliver dømt som en ball. Hvis batteren svinger sit bat, bliver kastet dog dømt som en strike, uanset boldens bane.
Strikezonen betragtes normalt som en rektangulær, lodret, plan flade. Dens vandrette udstrækning begrænses af home plates bredde. Toppen af strikezonen er en lige linje ud for midtpunktet mellem toppen af batterens skuldre og hans bælte. Bunden af strikezonen er en linje ud for det nederste af batterens knæskal. Hvis en vilkårlig del af bolden rammer inden for strikezonen, skal pitchet kaldes en strike. Teknisk set har strikezonen faktisk også rumlig udstrækning, idet den ifølge de officielle regler er et femkantet prisme, hvis grundareal er defineret som home plate.
I realiteten indskrænker mange dommere deres strikezone, så toppen kun går til omkring batterens bælte. Major League Baseball har de seneste år forsøgt at evaluere dommernes personlige definitioner af strikezonen vha. moderne teknologi for at opnå en vis standardisering.