Subjekt eller grundled (fra latin subjectum, perfektum participium af verbet subjicere, 'lægge under')[1] = grundled i en sætning.
En sætning består normalt af to led, hvoraf det ene er et subjekt, og det andet er et verballed. En sætning kan også blot bestå af et verballed alene. Man finder subjektet ved at spørge "hvem + verbalet, fx hvem spiser?" I sætningsanalyse markeres et grundled med et kryds (×).[2]
Hvis verbet er aktivt, er subjektet den, der udfører handlingen; hvis det er passivt, den, som handlingen "går ud over" (= objektet i en aktiv sætning). I de sprog, der har kasus, er det almindeligvis nominativ, der bruges som subjekt.