Suppression of Enemy Air Defenses (forkortet og normalt omtalt som SEAD, dansk: Undertrykkelse af fjendtlige luftforsvar), også kaldet "Wild Weasel"- eller "Iron Hand"-operationer i USA. Konceptet er at undertrykke et fjendtligt jordbaseret luftforsvarssystem såsom jord til luft-missiler (SAM: Surface to Air Missiles) og luftværnsartilleri (AAA: Anti Aircraft Artillery), radarsystemer, kommandostruktur (C3-funktioner), således at egne eller allierede fly kan operere frit uden truslen fra et jordbaseret luftforsvar i operationsområdet. Denne undertrykkelse kan udføres ved fysisk at angribe og nedkæmpe systemerne eller ved at hæmme/forhindre systemernes funktionalitet ved hjælp af elektronisk krigsførelse. I moderne krigsførelse kan SEAD-missioner udgøre op til 30 procent af alle flymissioner i den første uge af krigshandlingerne og derefter i et mere beskedent omfang.[1] En fjerdedel af amerikanske kampmissioner i nyere konflikter har været SEAD-missioner.[2]