Swiss Indoors Basel

Swiss Indoors Basel
Arrangement
Grundlagt1970; 55 år siden (1970)
ArrangørSwiss Indoors AG
SpillestedSt. Jakobshalle
VærtsbyBasel, Schweiz
UnderlagHardcourt
Websitewww.swissindoorsbasel.ch
ATP Tour
KategoriATP 500
Deltagerfelt32S / 16Q / 16D / 4DQ
Præmiesum 2.385.100  (2024)
Flest titler
HerresingleSchweiz Roger Federer (10)
HerredoubleTjekkoslovakiet Tomáš Šmíd (4)
USA Bob Bryan (4)
USA Mike Bryan (4)
Canada Daniel Nestor (4)
Serbien Nenad Zimonjić (4)
Senest opdateret: 27. oktober 2024

Swiss Indoors Basel er en tennisturnering for professionelle mandlige spillere, som en gang om året afvikles indendørs på hardcourt i St. Jakobshalle i Basel, Schweiz. Turneringen blev i 2009 opgraderet til kategorien ATP Tour 500ATP Tour, og præmiesummen blev i den forbindelse fordoblet fra ca. 850.000 til 1.700.000. I maj 2012 blev det offentliggjort, at ATP Tour havde forlænget turneringens ATP Tour 500-status til 2018. Samtidig blev præmiesummen yderligere forhøjet med ca. 10 % til 1.935.000. Turneringen er en af sæsonens sidste på ATP Tour og dermed en af spillernes sidste chancer for at kvalificere sig til den sæsonafsluttende turnering, ATP Finals. Med et budget på 18,5 mio. schweizerfranc er Swiss Indoors Basel den største tilbagevendende sportsbegivenhed i Schweiz.

Turneringen blev skabt af valutahandleren Roger Brennwald og spillet for første gang i 1970 i en til lejligheden opsat boblehal på en grusbane i Tennisclub Coop i Basel-forstaden Muttenz, og vinderen modtog et armbåndsur som præmie. Oprindeligt havde turneringen hovedsageligt deltagelse af schweiziske topspillere med enkelte deltagere fra nabolandene.[1] Eftet to år i Muttenz blev boblehallen flyttet til Tennis Club Old Boys Basel, hvor turneringen også blev spillet i to år. Turneringen voksede imidlertid, og boblehallen blev for lille, så i 1974 blev kampene afviklet i Fiechtenhalle i Reinach, ca. 10 km syd for Basel, hvor der var plads til 800 tilskuere. I 1975 flyttede arrangementet til den nyopførte storhal St. Jakobshalle, men tilskuertallet skuffede, på trods af at Ilie Nastase var på deltagerlisten, og derfor flyttede man i 1976 tilbage til Reinach, hvor hallen i mellemtiden var blevet opgraderet til at kunne rumme 1.700 tilskuere. Samtidig fik man skabt et bedre økonomisk fundament for stævnet med introduktionen af Schweizerischer Bankverein som hovedsponsor, og banken skulle forblive hovedsponsor de næste 20 år. Turneringen blev en del af grand prix-serien i tennis i 1977, hvor den også steg gavaldigt i popularitet, da arrangørerne bl.a. lykkedes med at tiltrække verdensstjernen Björn Borg, og stævnet blev derfor igen flyttet til St. Jakobshalle, hvor det siden da er blevet spillet.

I 1977 skiftede turneringen termin fra om foråret til om efteråret, hvor den indledte den europæiske indendørssæson, hvilket medførte, at arrangørerne fik mulighed for at tiltrække spillere, der havde gjort opmærksom på sig selv i løbet af sommeren som f.eks. French Open-finalisten Guillermo Vilas og US Open-semifinalisten John McEnroe i 1978, hvorfor tilskuerinteresssen steg yderligere, og det afspejlede sig i tilskuertallet, der steg fra 16.000 i 1977 til 28.000 i 1978. Succesen fortsatte de kommende år i begyndelsen af 1980'erne, hvor turneringen havde deltagelse af så prominente navne som Björn Borg, Ivan Lendl, Brian Gottfried, Johan Kriek, Eddie Dibbs, Yannick Noah, Mats Wilander og Vitas Gerulaitis, og i 1981 nåede præmiesummen i Swiss Indoors op på $ 100.000.

Handelsfirmaet Oettinger Davidoff Group blev fra 1994 turneringens titelsponsor med sit varemærke "Davidoff". Titelsponsoratet med et tobaksmærke blev dog efter 17 år ikke forlænget, da det efterhånden førte til massive begrænsninger som følge af de stigende restriktioner for tobaksreklamer.[2]

Roger Federer har rekorden for flest singletitler med 10 turneringssejre i sin hjemby, og derudover har han yderligere fem gange tabt i finalen. Han var bl.a. i finalen 10 gange i træk fra 2006 til 2015. Rekorden i doublerækken deles mellem Tomáš Šmíd, Bob Bryan, Mike Bryan, Daniel Nestor og Nenad Zimonjić, der alle har vundet fire titler.

  1. ^ Aargauer Zeitung - 'Tennis-Pionier Roger Brennwald: «Vielleicht fällt einmal ein neuer Federer vom Himmel" (23. oktober 2017) Arkiveret 1. december 2020 hos Wayback Machine (tysk)
  2. ^ Basler Zeitung - Swiss Indoors droht neues Ungemach (31. maj 2010) (tysk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne