Thrakien er et landområde i Sydøsteuropa med kyst mod Sortehavet, Marmarahavet og det Ægæiske Hav. Landet er opkaldt efter thrakere eller trakere (antik græsk Θράκες, græsk thrakes), en gruppe indoeuropæiske (de) stammer, som talte et thrakisk sprog – en knapt dokumenteret gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. De bosatte sig på Balkan i de østlige, centrale og sydlige dele, samt i tilstødende dele af Europa.[1] Samlenavnet thrakere var en benævnelse på mere end 50 kendte stammer med fælles kultur og sprog i antikken.