Tine | |
---|---|
Forfatter | Herman Bang |
Land | Danmark |
Sprog | dansk |
Udgivelsesdato | 1889 |
OCLC | 669321325 |
Tine er en dansk historisk roman fra 1889 af Herman Bang [1]. Den foregår i tiden fra krigsudbruddet af krigen i 1864 i februar 1864 til stormen på Dybbøl i april 1864. Temaerne er krig, katastrofe, sygdom, seksuelt begær og selvmord. Tine regnes for et af hovedværkerne i Det Moderne Gennembrud og fik stor betydning for samtidens tolkning af slaget ved Dybbøl og forståelsen af Danmark som nation.
Den blev filmatiseret i 1964.
Romanens realistiske og nøgterne beskrivelse af krigens gru og lidelser var et brud med traditionen, som var præget af heltedyrkelsen og heroismen i den danske krigsførelse og nationale forherligelse. Romanen kan betragtes som litteraturens store ungdomsoprør mod den ældre generations romantiske sværmeri. Oprøret var sat i scene omkring det nationale sammenbrud: slaget på Dybbøl Banke i 1864. Romanen var et frontalangreb på N.F. S. Grundvig, Christian Richardt og andre romantikeres forsøg på at bruge nederlaget til genrejsning af den nationale bevidsthed, som det lykkedes efter den 1. Slesvigske Krig. Denne tolkning af romanens betydning for Det Moderne Gennembrud gennemgås blandt andet i bogen 1864, Sønner Af De Slagne af Rasmus Glenthøj.
I Herman Bangs roman Stuk fra 1887 tænker hovedpersonen Herluf Berg tilbage på sin barndom på Als og evakueringen til København. Allerede mens Herman Bang arbejdede på romanen Stuk, besluttede han sig for, at hans næste roman skulle omhandle en "Kærlighedshistorie mellem Herlufs Fader og Degnens Tine" [2]