| |||
Løbsdetaljer | |||
Rute | 94. Tour de France | ||
Konkurrence | UCI ProTour 2007 | ||
Etaper | 21 | ||
Datoer | 7. – 29. juli 2007 | ||
Distance | 3.570 km | ||
Lande | Frankrig Storbritannien Belgien Spanien | ||
Startby | London | ||
Målby | Paris | ||
Hold | 21 | ||
Startende ryttere | 189 | ||
Fuldførende ryttere | 141 | ||
Gennemsnitlig fart | 39,226 km/t | ||
Resultater | |||
Vinder | Alberto Contador (Discovery Channel) | ||
Toer | Cadel Evans (Predictor-Lotto) | ||
Treer | ikke uddelt | ||
Pointtrøje | Tom Boonen (Quick Step-Innergetic) | ||
Bjergtrøje | Mauricio Soler (Barloworld) | ||
Ungdomstrøje | Alberto Contador (Discovery Channel) | ||
Mest angrebsivrige | Amets Txurruka (Euskaltel-Euskadi) | ||
Holdkonkurrence | Discovery Channel | ||
◀2006 | 2008▶ | ||
Dokumentation |
Tour de France 2007 var den 94. udgave af Tour de France der fandt sted i perioden 7. – 29. juli 2007. For tredje gang gik touren igennem England. Touren startede med en prolog i London, og første etape gik til Canterbury, Kent.
For første gang i historien var der ingen rytter, som kørte med startnummer 1 i Tour de France. Sidste års vinder Floyd Landis, som blev taget for doping, var endnu ikke officielt frataget sejren, men Tour de France-arrangøren ville alligevel ikke lade nogen køre med tallet.
På grund af alle dopingsagerne tidligere i 2007 blev alle rytterne opfordret til at skrive under på antidopingkontrakten fra UCI før start. På trods af dette blev løbet endnu engang præget af dopingafsløringer. Blandt de mest kendte ryttere var Alexander Vinokurov og Cristian Moreni, der blev udelukket undervejs, og Iban Mayo, der umiddelbart efter løbet blev afsløret i en positiv EPO-test.
Den mest spektakulære skandale handlede om den danske rytter Michael Rasmussen, der efter to etapesejre og med udsigt til den endelige samlede sejr, blev udelukket af sit eget hold Rabobank, fordi holdledelsen mente, at han havde løjet om sit opholdssted før Tour de France og dermed havde gjort det svært for dopingkontrollen at besøge ham under træningen. Michael Rasmussen blev dopingtestet adskillige gange undervejs, men alle tests var negative.
Vinder af løbet blev Alberto Contador med Cadel Evans og Levi Leipheimer på de øvrige podiepladser med blot 31 sekunders forskel mellem Contador og Leipheimer (nr. 1 og 3). Leipheimer blev dog senere diskvalificeret for doping. Tom Boonen vandt den grønne pointtrøje og Mauricio Soler den prikkede bjergtrøje.