Tredje Puniske Krig

Tredje Puniske Krig
Del af De Puniske krige
Forsvaret af byen Karthago
Dato 149 f.Kr. – 146 f.Kr. Sted Karthago (nuværende Tunis, Tunesien) Resultat Romersk sejr
Parter
Romerske Republik	Karthago
Ledere
Scipio Aemilianus Manius Manilius L. Marcius Censorinus L. Calpurnius Piso	Hasdrubal Diogenes
Styrke
36.000–46.000 infanteri 4.000 kavaleri	20.000 eller flere soldater Bevæbnede civile
Tab
Ukendt	Op til 750.000 dræbte (inkl. civile) 50.000 overlevende (solgt til slaveri)

Denne artikel er en del af en serie om de
Puniske Krige
En konflikten mellem Rom og Karthago
Krige Første Puniske Krig 264 – 241 f.Kr. Lejesoldatskrigen 241 – 237 f.Kr. Anden Puniske Krig 218 – 201 f.Kr. Tredje Puniske Krig 149 – 146 f.Kr.
Slag Slaget ved Cannae (216 f.Kr.)
Hærførere Karthago: Hamilkar Barkas (275 – 228 f.Kr.) Hannibal Barkas (247 – 183 f.Kr.) Hasdrubal Barkas (245 – 207 f.Kr.) Romerske Republik: Marcus Atilius Regulus (ca. 299 – 250 f.Kr.) Scipio Africanus (235 – 183 f.Kr.)
v d r

Den Tredje Puniske Krig (149–146 f.Kr.) var den tredje og sidste af de Puniske Krige, der blev udkæmpet mellem Karthago og den Romerske Republik. Krigen blev udelukkende udkæmpet på karthagisk territorium, i det nuværende nordlige Tunesien. Da den Anden Puniske Krig sluttede i 201 f.Kr., forbød den efterfølgende indgået fredstraktat , at Karthago kunne føre krig uden Roms tilladelse. Roms allierede, kong Masinissa af Numidien, udnyttede dette til gentagne gange at plyndre og erobre karthagisk territorium, uden det havde nogle konsekvenser. I 149 f.Kr. sendte Karthago en hær, ledet af Hasdrubal, mod Masinissa, til trods for at dette kunne betragtes som et traktatbrud. Kampagnen endte i en katastrofe, idet Slaget ved Oroscopa endte med et karthagisk nederlag og den karthagiske hærs overgivelse. Anti-karthagiske fraktioner i Rom brugte den ulovlige militære aktion som et påskud til at forberede en straffeekspedition.

Senere i 149 f.Kr. gik en stor romersk hær i land ved Utica i Nordafrika. Karthagerne håbede at formilde romerne, men på trods af at karthagerne overgav alle deres våben, fortsatte romerne med at belejre byen Karthago. Den romerske kampagne led gentagne tilbageslag gennem 149 f.Kr. kun afhjulpet af at Scipio Aemilianus – en officer af middel rang – udmærkede sig flere gange. En ny romersk kommandant overtog i 148 f.Kr., men klarede sig lige så dårligt som sin forgænger. Ved det årlige valg af romerske embedsmænd i foråret 147 f.Kr. var den offentlige støtte til Scipio så stor, at de sædvanlige aldersbegrænsninger blev ophævet for at give ham mulighed for at blive udnævnt til konsul og derpå overtage kommandoen i Afrika.

Scipios embedsperiode begyndte med to karthagiske succeser, men han strammede belejringen og begyndte at bygge en stor mole for at forhindre forsyninger i at komme ind i Karthago via blokadebrydere. Karthagerne havde delvist genopbygget deres flåde, og den angreb uventet. Efter et uafklaret (uafgjort) slag fortog karthagerne en dårlig tilbagetrækning , hvor de mistede mange skibe. Romerne byggede derefter en stor murstensstruktur i havneområdet, der dominerede bymuren. Da denne var færdig, ledte Scipio en stærk styrke, der stormede Karthagos felthærs lejr og tvang de fleste af de byer, der stadig støttede Karthago, til at overgive sig. I begyndelsen af 146 f.Kr. lancerede romerne deres endelige angreb og ødelagde systematisk byen over seks dage og dræbte dens indbyggere. Først på den sidste dag tog de fanger (50.000), som blev solgt til slaveri. De erobrede karthagiske territorier blev efterfølgende til den romerske provins Afrika med Utica som hovedstad. Der gik et århundrede, før stedet – hvor byen Karthago havde ligget – blev genopbygget som en romersk by.