Den tredje verden (el. Den 3. Verden) er et begreb, der anvendes til at beskrive de fattige lande i Syd. Begrebet har sit udspring i den vestlige verden under den kolde krig, hvor Den første verden brugtes til at beskrive de vestlige lande, og Den anden verden var benævnelsen for landene i Østblokken. Den tredje verden udgjordes af de lande, der hverken var allierede med Vest eller Øst i den kolde krigs begyndelsesår. Siden murens fald har begreberne den første verden og den anden verden ikke været anvendt i deres oprindelige betydning, men Den tredje verden er stadig en almindelig betegnelse for de fattige lande i Syd.