Tuborg Havn er en tidligere industri- og færgehavn i Hellerup, som i dag fungerer som lystbådehavn.[1]
Tuborg Havn ligger ud til Øresund i den nordlige del af Svanemøllebugten, ved grænsen til Københavns kommune. Havnen blev anlagt i årene 1869-72[2] som led i etableringen af Tuborgs Fabrikker, der åbnede i 1873, da havnen var færdig.
Tuborg Havn drives i dag af Kongelig Dansk Yachtklub.[3] Havnen har en vanddybde på 5,5 meter i det ydre og 4,5 meter i det indre havnebassin.
Tuborg Havn betegner i dag tillige et moderne erhvervs- og boligområde omkring havnen.