US Open 2019 Herresingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | United States Tennis Association |
Turnering nr. | 139 |
Dato(er) | 26. august - 8. september 2019 Kvalifikation: 19. - 23. august 2019 |
Spillested | USTA Billie Jean King National Tennis Center |
Værtsby | New York City, USA |
Underlag | Hardcourt (DecoTurf) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | $ 23.222.000 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Herresingle | ![]() |
US Open-mesterskabet i herresingle 2019 var den 139. turnering om US Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af US Open 2019 og blev spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 26. august - 8. september 2019, mens kvalifikationen afvikledes den 19. - 23. august 2019.
Mesterskabet blev vundet af Rafael Nadal, som i en dramatisk finale, der varede næsten fem timer, besejrede Daniil Medvedev med 7−5, 6−3, 5−7, 4−6, 6−4 i en kamp, hvor Nadal forhindrede et af de mest spektakulære comebacks i tennishistorien. Spanieren så ellers ud til at være på vej mod en sikker sejr, da han førte med 2−0 i sæt og var foran med et servegennembrud i tredje sæt, inden det lykkedes for Daniil Medvedev at vende kampen på hovedet og vinde tredje og fjerde sæt. I femte sæt måtte Nadal afværge tre breakbolde i sit første serveparti, inden han i sættets femte parti sikrede sig det afgørende servegennembrud til 3−2. Spændingen var imidlertid bevaret til det sidste, og Nadal måtte igen afværge en breakbold i sit sidste serveparti, inden han efter fire timer og 49 minutter sikrede sig sin fjerde US Open-titel i herresingle, hvilket i den åbne æra indtil da kun var overgået af Jimmy Connors, Pete Sampras og Roger Federer med fem titler.[1][2] Finalen var turneringens længste kamp, og den var kun fem minutter kortere end historiens længste US Open-finale.[3]
Rafael Nadal vandt dermed sin 19. grand slam-titel i herresingle i karrieren, hvilket kun Roger Federer med 20 titler havde gjort bedre i tennishistorien. Og han blev samtidig den første spiller, der opnåede fem grand slam-titler i herresingle som 30-årig eller ældre. Det var endvidere hans anden grand slam-titel i 2019, efter at han tidligere på året også havde vundet French Open-titlen,[2] og det var femte gang i spanierens karriere, at han vandt mindst to grand slam-titler i et kalenderår.[3] I en alder af 33 år blev han den næstældste US Open-mester i herresingle, kun overgået af Ken Rosewall, der vandt titlen som 35-årig i 1970.[3] Det var tredje gang i karrieren, at Rafael Nadal vandt en grand slam-finale med 3−2 i sæt, idet han tidligere havde udført bedriften ved Wimbledon-mesterskaberne 2008 og Australian Open 2009 (begge gange mod Roger Federer).[2] Finalesejren var i øvrigt hans 20. vundne kamp i træk mod russiske modstandere.[3]
US Open 2019 var den 12. grand slam-turnering i træk, hvor herresingletitlen blev vundet af Novak Djokovic, Roger Federer eller Rafael Nadal.[1]
Det var ingen overraskelse, at finalen blev et opgør mellem andenseedede Rafael Nadal og femteseedede Daniil Medvedev. De to finalister havde været de to førende spillere på ATP Tour 2019 indtil da mht. antal vundne kampe og havde også domineret optaktsturneringerne i den nordamerikanske hardcourt-sæson, hvor de bl.a. havde delt Masters 1000-titlerne i Cincinnati og Montreal imellem sig.[4] Medvedev var i den første grand slam-finale i sin karriere, og han var den første russer i en grand slam-finale i herresingle siden Marat Safin ved Australian Open 2005. 33-årige Rafael Nadal var den ældste herresinglefinalist ved US Open siden Roger Federer (34 år) i 2015, mens 23-årige Medvedev var den yngste finalist siden Novak Djokovic (ligeledes 23) i 2010.[1]