US Open-mesterskabet i herresingle 2022

US Open 2022
Herresingle
Arrangement
ArrangørUnited States Tennis Association
Turnering nr.142
Dato(er)29. august - 11. september 2022
Kvalifikation: 23. - 26. august 2022
SpillestedUSTA Billie Jean King National Tennis Center
VærtsbyNew York City, USA
UnderlagHardcourt (DecoTurf)
KategoriGrand slam
Præmiesum$ 24.443.600 (ekskl. per diem)
Vindere
HerresingleSpanien Carlos Alcaraz  (1. titel)

US Open-mesterskabet i herresingle 2022 er den 142. turnering om US Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen er en del af US Open 2022 og bliver spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere bliver spillet i perioden 29. august - 11. september 2022, mens kvalifikationen afvikles den 23. - 26. august 2022.

Mesterskabet blev vundet af Carlos Alcaraz, som i den 3 timer og 20 minutter lange finale besejrede Casper Ruud med 6-4, 2-6, 7-6(1), 6-3, og som dermed vandt sin første grand slam-titel. 19-årige Alcaraz blev samtidig den yngste vinder af en grand slam-titel i herresingle siden Rafael Nadal ved French Open 2005 og den yngste US Open-mester i herresingle siden Pete Sampras i 1990. Og spanieren kom ikke sovende til sejren: i både ottendedels-, kvart- og semifinalen måtte han bruge alle fem sæt til at besejre sine modstandere, og i sine syv kampe var han i alt på banen i 23 timer og 39 minutter, hvilket var det længste tid en spiller havde spillet i en grand slam-turnering indtil da – en statistik, som var blevet ført siden 1999.[1]

Resultaterne medførte endvidere, at 19-årige Alcaraz overtog førstepladsen på ATP's verdensrangliste som den yngste spiller, siden ranglisten blev introduceret i 1973.[2] Finalen var i øvrigt reelt et opgør om at blive nr. 1 på ranglisten, idet det allerede inden kampen stod klart, at vinderen ville avancere til ranglistens førsteplads,[1] og som følge af nederlaget måtte Ruud tage til takke med en placering som nr. 2, hvilket dog også var personlig rekord for ham.[2] Med en samlet alder på 42 år blev Alcaraz og Ruud det næstyngste top 2 i ranglistens historie, kun overgået af Jimmy Conners (22 år) og Björn Borg (18 år) i 1975.[1][2]

Ruud var i sin anden grand slam-finale efter at han tidligere på året havde tabt French Open-finalen til Rafael Nadal.[1]

Kvarfinaleopgøret mellem Carlos Alcaraz og Jannik Sinner, der varede 5 timer og 15 minutter, blev vundet af førstnævnte med 6-3, 6-7(7), 6-7(0), 7-5, 6-3 efter at han i fjerde sæt havde afværget en matchbold sluttede først kl 02:50, hvilket var den seneste afslutning på en kamp i US Opens historie.[3]

Dette var den første udgave af US Open efter at de fire grand slam-turneringer havde indført et fælles kampformat med en tiebreak til 10 point ved stillingen 6-6 i femte sæt, hvilket ændrede det tidligere kampformat ved US Open-mesterskabet i herresingle, hvor der siden 1975 var blevet spillet et tiebreak til 7 point i femte sæt.[4] Pedro Cachín og Aljaž Bedene blev de første spillere til at afprøve det nye format, da Cachín vandt deres møde i første runde med 6–4, 6–3, 5–7, 1–6, 7–6(10-6).

Efter Ruslands invasion af Ukraine tidligere på året tillod tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne indtil videre ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[5]

  1. ^ a b c d ATP Tour - Alcaraz Wins US Open Title & Rises To World No. 1 (11. september 2022) (engelsk)
  2. ^ a b c ATP Tour - Alcaraz Becomes Youngest World No. 1 In Pepperstone ATP Rankings History (11. september 2022) (engelsk)
  3. ^ US Open - Alcaraz outlasts Sinner in record-late finish to reach 2022 US Open semifinals (8. september 2022) (engelsk)
  4. ^ The Guardian - Final sets in all four tennis grand slams to be decided by 10-point tie-break (16. marts 2022) (engelsk)
  5. ^ "Joint Statement by the International Governing Bodies of Tennis". WTA Tour. Hentet 1. marts 2022.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne