US Open 2023 Mixed double | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | United States Tennis Association |
Turnering nr. | 131 |
Dato(er) | 30. august - 9. september 2023 |
Spillested | USTA Billie Jean King National Tennis Center |
Værtsby | New York City, USA |
Underlag | Hardcourt (Laykold) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | $ 679.200 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Mixed double | Anna Danilina Harri Heliövaara (1. titel) |
US Open-mesterskabet i mixed double 2023 er den 131. turnering om US Open-mesterskabet i mixed double. Turneringen er en del af US Open 2023 og bliver spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA i perioden 30. august - 9. september 2023 med deltagelse af 32 par.
Mesterskabet blev vundet af det useedede par Anna Danilina og Harri Heliövaara, der spillede deres første turnering som makkere, og som i finalen besejrede det topseedede par, Jessica Pegula og Austin Krajicek, med 6-3, 6-4 på en time og 12 minutter. Både Danilia og Heliövaara vandt dermed deres første grand slam-titel i deres karrierer, og parret tabte kun et enkelt sæt på vej til turneringssejren. Heliövaara var i sin første grand slam-finale, og han blev den første finske vinder af en US Open-titel. Danilina spillede sin anden grand slam-finale, idet hun tidligere havde været i damedoublefinalen ved Australian Open 2022, og hun blev den første kasakhiske vinder af en grand slam-titel i mixed double.[1][2]
De forsvarende mestre, Storm Hunter og John Peers, tabte i første runde til Barbora Strýcová og Santiago González.
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[3]