US Open-mesterskabet i damesingle 2018

US Open 2018
Damesingle
Naomi Osaka
Arrangement
ArrangørUnited States Tennis Association
Turnering nr.132
Dato(er)27. august - 8. september 2018
Kvalifikation: 21. - 24. august 2018
SpillestedUSTA Billie Jean King National Tennis Center
VærtsbyNew York City, USA
UnderlagHardcourt (DecoTurf)
KategoriGrand slam
Præmiesum$ 21.960.000 (ekskl. per diem)[1][2]
Vindere
DamesingleJapan Naomi Osaka  (1. titel)

US Open-mesterskabet i damesingle 2018 var den 132. turnering om US Open-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af US Open 2018 og blev spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 27. august - 8. september 2018, mens kvalifikationen afvikledes den 21. - 24. august 2018.

Mesterskabet blev vundet af 20-årige Naomi Osaka, som dermed blev den første japanske spiller, der vandt en grand slam-titel i single. Osaka var i en grand slam-finale for første gang i sin karriere, og i finalen besejrede hun Serena Williams med 6-2, 6-4, hvorfor det ikke lykkedes for Willams at tangere Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler i damesingle. Sejren medførte, at Osaka avancerede til 7.-pladsen på WTA's verdensrangliste, hvilket var hendes debut på ranglistens top 10.[3] Finalen blev spillet under et lukket skydetag på Arthur Ashe Stadium, hvilket arrangørerne allerede meddelte inden kampen på grund af et varsel om regnvejr.[4] Nøglen til Osakas sejr var en stabil serv gennem hele turneringen, hvor hun i løbet af syv kampe i alt kun tabte fem servepartier, og i semifinalen mod Madison Keys afværgede hun samtlige 13 breakbolde, som Keys spillede sig frem til.[5]

Naomi Osakas sejr medførte, at de otte grand slam-turneringer i damesingle i 2017 og 2018 var blevet vundet af otte forskellige spillere, og det var første gang siden 1937-38, at samtlige damesingletitlergrand slam-niveau i to på hinanden følgende kalenderår blev vundet af forskellige spillere.[6]

Finalen vil formentlig primært blive husket for det kontroversielle andet sæt, hvor Serena Williams i det andet parti af kampens portugisiske dommer, Carlos Ramos, blev tildelt en advarsel for coaching. Williams hævdede imidlertid over for dommeren, at hun ikke havde modtaget taktiske råd fra sin træner, og at hun hun "hellere ville tabe end at snyde for at vinde". Efter kampen indrømmede Serena Williams' træner, Patrick Mouratoglou, imidlertid, at han havde forsøgt at coache Williams. Efter at have tabt femte parti smadrede Serena Williams sin ketsjer, hvilket gav en pointstraf og gjorde amerikanerenvred, at hun gik hen til dommerstolen, hvor hun råbte ad og pegede på dommeren, og publikum begyndte at buhe som støtte til den tidligere etter på WTA's verdensrangliste.

Dramaet fortsatte i forbindelse med sidebyttet ved stillingen 4-3 til Naomi Osaka, hvor Williams fortsatte med at angribe dommeren og bl.a. kaldte ham "en løgner" og "en tyv", hvilket fik Carlos Ramos til at idømme hende en partistraf for mundtlig forulempelse af ham. Amerikaneren protesterede kraftigt over denne kendelse, som hun anså for at være kønsdiskriminerende, nægtede at spille videre, og appellerede kendelsen til turneringens overdommer, der imidlertid ikke ændrede på kendelsen, mens buh-råb fra mange af de 24.000 tilskuere regnede ned over kampens officials.

Buh-råbene fortsatte under sejrsceremonien efter kampen, hvilket fik Naomi Osaka til at trække sin solskærm ned over øjnene for at skjule sine tårer. I sin tale som tabende finalist forsøgte Serena Williams at lægge en dæmper på publikums vrede og bad dem om at ære Naomi Osaka for hendes bedrift. Japaneren genvandt fatningen efterhånden som publikum begyndte at hylde hende, men det ændrede ikke på det generelle indtryk af en noget aparte præmieoverrækkelse.

Efter kampen anklagede Serena Williams finaledommeren Carlos Ramos for at være kønsdiskriminerende, og hævdede at "han aldrig havde taget et parti fra en mandlig spiller, der havde kaldt ham en tyv", og at mandlige spillere fik længere snor af dommerne end kvindelige. Hendes udtalelser blev bl.a. støttet af Wimbledon-mesteren fra 2013, Marion Bartoli, der mente Williams ikke havde forulempet dommeren, og at hans handlinger var helt uacceptable og krævede ham idømt sanktioner, mens den tidligere topspiller Billie Jean King også bakkede op om Serena Williams og takkede for, at hun påpegede denne form for dobbeltmoral.

For dommer Carlos Ramos var der imidlertid støtte at hente fra flere tenniskommentatorer. Cindy Shmerler fra Tennis.com, mente at Serena Williams og hendes hold selv bar ansvaret for hændelserne, og at hun efter advarslen for coaching faktisk skiftede taktik ved at begynde at slå approach-slag, hvilket hun ikke havde gjort tidligere i kampen, selvom hun hævdede ikke at have set rådene fra sin træner. Shmerler anførte endvidere, at pointstraffen for ødelæggelsen af ketsjeren ikke burde være kommet bag på hende, fordi 14 mænd og fire kvinder tidligere i turneringen var blevet straffet for samme forseelse. Endelig fremførte hun, at Ramos blot udførte det arbejde, han var blevet hyret til og fulgte grand slam-regelbogen til punkt og prikke, da han idømte amerikaneren en partistraf for mundtlig forulempelse.[7] Den erfarne britiske tennisjournalist Chris Bowers var helt på linje med Shmerler, da han på sin blog skrev, at Serena Williams skyldte en undskyldning til mindst to personer, Naomi Osaka og Carlos Ramos, og at hun kun kunne bebrejde sig selv for hvad der skete, fordi hun udmærket var klar over, at hun ifølge reglerne kunne blive straffet som hun gjorde. Han mente endvidere, at Williams' påstand om kønsdiskriminering var et desperat, malplaceret forsøg på at påkalde sig #MeToo-ånden.[8] Også den tidligere danske WTA-topdommer Christina Olausson udtrykte sin støtte til Carlos Ramos og ikke købte Serena Williams' argument om, at han håndterede episoden anderledes, fordi hun var en kvinde. "Carlos Ramos er kendt for at behandle alle ens, han er fair og har stor integritet", sagde Olausson og fortsatte: "Serena valgte selv at eskalere situationen – og på et tidspunkt er man nødt til at træde ind som dommer og stoppe det". Endvidere mente hun, at det var "meget uklogt af Williams at trække feminisme-kortet i den situation."[9]

Efter kampen blev Williams af arrangørerne idømt en bøde på i alt $ 17.000 for hendes tre strafbare forseelser.[10][11]

Der var også blandede reaktioner fra de officielle tennisorganisationer. WTA's direktør udsendte efter kampen en udtalelse, der støttede Serena Williams i at hun var blevet forskelsbehandlet i forhold til, hvordan mandlige spillere ville være blevet straffet for samme forseelse.[12] På vegne af USTA udsendte bestyrelsesformanden Katrina Adams en pressemeddelelse, der ikke nævnte dommeren med et ord men til gengæld roste Serena Williams til skyerne som en stor mester.[13] Til gengæld publicerede International Tennis Federation to dage senere en udtalelse, i hvilken forbundet omtalte Carlos Ramos som en af sportens mest rutinerede og respekterede dommere og beskrev, at hans beslutninger i kampen var i overensstemmelse med de relevante regler, og at hans beslutninger blev bekræftet ved at turneringen havde idømt Serena Williams bøder for de tre forseelser.[14]

Manglen på opbakning til Carlos Ramos fra WTA og USTA fik tennisdommerne til at overveje om de skulle boykotte Serena Williams' kampe, indtil hun undskyldte sin opførsel overfor Ramos.[15]

  1. ^ US Open - 2018 US Open Prize Money to Reach $53 Million (17. juli 2018) (engelsk)
  2. ^ US Open - 2018 US Open Prize Money (engelsk)
  3. ^ WTA - Osaka stuns Serena, captures first Grand Slam title at US Open (8. september 2018) (engelsk)
  4. ^ US Open - Roof over Arthur Ashe Stadium to be closed for US Open women's singles final (8. september) (engelsk)
  5. ^ WTA - SAP Inside the Numbers: How Naomi Osaka dominated the US Open (13. september 2018) (engelsk)
  6. ^ WTA - 2018 US Open Stats Corner: 19 things you need to know ahead of the final (8. september 2018) (engelsk)
  7. ^ Tennis.com - A Crying Shame: The 2018 US Open will only be remembered for Serena (10. september 2018) (engelsk)
  8. ^ Chris Bowers - Serena Williams owes at least two people an apology! (9. september 2018) (engelsk)
  9. ^ DR - Tidligere dansk topdommer kritiserer Serenas opførsel: 'Ville en sand mester ikke have gjort' (14. september 2018) (dansk)
  10. ^ US Open - US Open official statement on women's final between Williams and Osaka (8. september) (engelsk)
  11. ^ BBC - US Open 2018: Serena Williams fined over outbursts during final (9. september 2018) (engelsk)
  12. ^ WTA - WTA statement: CEO Steve Simon on the 2018 US Open Women's Final (10. september 2018) (engelsk)
  13. ^ Twitter - US Open tennis - Statement from USTA Chairman of the Board and President Katrina Adams on US Open Women's Singles Final (8. september 2018) (engelsk)
  14. ^ ITF - ITF statement relating to US Open women's final (10. september 2018) Arkiveret 13. september 2018 hos Wayback Machine (engelsk)
  15. ^ Stuff - Tennis umpires consider boycott of Serena Williams matches in US Open fallout (12. september 2018) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne