US Open 2020 Damesingle | |
---|---|
![]() Naomi Osaka vandt sin anden US Open-titel. | |
Arrangement | |
Arrangør | United States Tennis Association |
Turnering nr. | 134 |
Dato(er) | 31. august - 12. september 2020 |
Spillested | USTA Billie Jean King National Tennis Center |
Værtsby | New York City, USA |
Underlag | Hardcourt (Laykold) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | $ 19.512.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Damesingle | ![]() |
US Open-mesterskabet i damesingle 2020 var den 134. turnering om US Open-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af US Open 2020 og blev spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA i perioden 31. august - 12. september 2020 med deltagelse af 128 spillere. Mesterskabet blev afviklet under COVID-19-pandemien, og derfor blev damesinglerækken afviklet uden den sædvanlige kvalifikationsturnering.
Mesterskabet blev vundet af Naomi Osaka, som i finalen besejrede Viktorija Azarenka med 1–6, 6–3, 6–3 efter undervejs at have været bagud med 1–6, 0–2. Osaka sikrede sig dermed sin anden US Open-titel i damesingle, eftersom hun tidligere havde vundet titlen i 2018, og sin tredje grand slam-titel i alt i karrieren, og hun blev samtidig den første asiatiske spiller med tre grand slam-titler i single. Hun blev også den første kvinde siden 1994, der vandt damesinglefinalen ved US Open efter at have været bagud med 0-1 i sæt undervejs. Azarenka var i sin femte grand slam-finale i damesingle, men den første siden hun tabte til Serena Williams i US Open 2013.[2][3] De to finalister skulle have mødt hinanden to uger tidligere i finalen af Cincinnati Open 2020, men den 22-årige japaner meldte afbud til den kamp på grund af en lårskade.[4]
Under mesterskabet protesterede Naomi Osaka mod raceulighed og politivold i USA ved til sine syv kampe at bære syv forskellige mundbind, der hver bar navnet på et af de ofrene for vold mod afroamerikanere. Under den foregående turnering på WTA Tour havde hun ligeledes gjort opmærksom på disse problemstillinger.[5][6]
Serena Williams åbnede turneringen med en sejr i første runde over Kristie Ahn, og dermed nåede Williams op på 102 vundne single-kampe i US Open, hvilket var ny rekord. Indtil da havde hun delt rekorden for flest vundne singlekampe ved mesterskabet med Chris Evert.[7] Den 38-årige amerikaner vandt yderligere fire kampe, inden hun i semifinalen tabte til Viktorija Azarenka, så den nye rekord kom til at lyde på 106 vundne single-kampe. Det var Serena Williams' første grand slam-nederlag til Azarenka.[4]
Kim Clijsters spillede sin første grand slam-turnering, siden hun stoppede sin karriere for anden gang i 2012, men tabte i første runde med 6-3, 5-7, 1-6 til 21.-seedede Jekaterina Aleksandrova.[8] Tsvetana Pironkova, der spillede sin første turnering i tre år efter bl.a. at have født sit første barn, spillede sig overraskende frem til kvartfinalerne, hvor hun måtte strække våben mod Serena Williams.[9]