US Open-mesterskabet i herredouble 2018

US Open 2018
Herredouble
Arrangement
ArrangørUnited States Tennis Association
Turnering nr.138
Dato(er)29. august - 7. september 2018
SpillestedUSTA Billie Jean King National Tennis Center
VærtsbyNew York City, USA
UnderlagHardcourt (DecoTurf)
KategoriGrand slam
Præmiesum$ 3.070.420 (ekskl. per diem)[1][2]
Vindere
HerredoubleUSA Mike Bryan
USA Jack Sock  (1. titel)

US Open-mesterskabet i herredouble 2018 var den 138. turnering om US Open-mesterskabet i herredouble. Turneringen var en del af US Open 2018 og blev spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA i perioden 29. august - 7. september 2018.

Mesterskabet blev vundet af Mike Bryan og Jack Sock, som i finalen vandt med 6-3, 6-1 over Łukasz Kubot og Marcelo Melo. Tidligere på sæsonen var Mike Bryans faste doublemakker gennem hele sin karriere, tvilligebroderen Bob Bryan, blevet skadet i hoften, så det var Bryan og Socks anden grand slam-turnering som makkere, og for anden grand slam-turnering i træk gik de hele vejen og vandt titlen, idet de også i deres første grand slam-optræden som makkere ved Wimbledon-mesterskabet to måneder tidligere havde sikret sig sejren.

Det var Mike Bryans 18. grand slam-titel i herredouble i karrieren, hvilket ingen andre tidligere havde opnået. Han forbedrede dermed den rekord på 17 titler, som han indtil da havde delt med John Newcombe. Det var hans sjette US Open-titel i herredouble – de foregående fem var blevet vundet med Bob Bryan som makker – og dermed forbedrede han sin rekord på 6 sejre ved US Open-mesterskabet i herredouble i den åbne æra, som han indtil da havde delt med sin bror. De seks titler tangerede samtidig rekorden for flest sejre i hele herredoublemesterskabets historie (inkl. amatør-æraen), hvorefter han delte rekorden med Richard Sears, der vandt sine seks titler i 1880'erne, og Holcombe Ward, der vandt sine mesterskaber i perioden 1899-1906. Sejren betød også, at Mike Bryan overtog rekorden som den ældste grand slam-vinder i herredouble i den åbne æra. I en alder af 40 år og 4 måneder overgik han Leander Paes, der var to måneder yngre, da han vandt i New York i 2013. Alt i alt var sejren hand 22. grand slam-titel i karrieren, idet han tidligere også havde vundet fire grand slam-mesterskaber i mixed double.

Jack Sock var i sin fjerde grand slam-finale i karrieren, og det var også fjerde gang, at han kunne forlade slutkampen som vinder. Han havde tidligere vundet to grand slam-titler i herredouble, begge i Wimbledon (i 2014 med Vasek Pospisil og i 2018 sammen med Mike Bryan), og en grand slam-titel i mixed double (US Open 2011 sammen med Melanie Oudin).

Bryan og Sock vandt deres anden grand slam-titel i træk som makkere efter tidligere på året at have sejret i Wimbledon-mesterskabet. De blev dermed det første herredoublepar, der vandt både Wimbledon-mesterskabet og US Open i samme sæson, siden Jonas Björkman og Todd Woodbridge udførte bedriften i 2003, og de var det første makkerpar, der vandt to grand slam-turneringer i træk, siden Bob og Mike Bryan vandt fire i træk fra US Open 2012 til Wimbledon 2013.[3][4]

  1. ^ US Open - 2018 US Open Prize Money to Reach $53 Million (17. juli 2018) (engelsk)
  2. ^ US Open - 2018 US Open Prize Money (engelsk)
  3. ^ US Open - Mike Bryan wins record 18th Slam doubles title with Jack Sock (7. september 2018) (engelsk)
  4. ^ ATP World Tour - Sock/Bryan Clinch Second Slam In A Row, Win US Open (7. september 2018) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne