US Open-mesterskabet i herresingle 2020

US Open 2020
Herresingle
Arrangement
ArrangørUnited States Tennis Association
Turnering nr.140
Dato(er)31. august - 13. september 2020
SpillestedUSTA Billie Jean King National Tennis Center
VærtsbyNew York City, USA
UnderlagHardcourt (Laykold)
KategoriGrand slam
Præmiesum$ 19.512.000 (ekskl. per diem)[1]
Vindere
HerresingleØstrig Dominic Thiem  (1. titel)

US Open-mesterskabet i herresingle 2020 var den 140. turnering om US Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af US Open 2020 og blev spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA i perioden 31. august - 13. september 2020 med deltagelse af 128 spillere. Mesterskabet blev afviklet under COVID-19-pandemien, og derfor blev herresinglerækken afviklet uden den sædvanlige kvalifikationsturnering.

Mesterskabet blev vundet af andenseedede Dominic Thiem, som i finalen besejrede Alexander Zverev (seedet 5) med 2–6, 4–6, 6–4, 6–3, 7–6(8-6), og som dermed vandt den første grand slam-titel i sin karriere. Begge spillere servede for kampen i finalens afgørende sæt – Zverev ved stillingen 5–3 og Thiem ved 6–5 – men ingen af spillerne formåede at holde deres serveparti, og derfor endte sættet i en tiebreak: den første tiebreak i femte sæt af en US Open-finale, siden US Open tilføjede tiebreak-afgørelser i 1970. Det var første gang siden 1949, at vinderen af US Open-mesterskabet i herresingle vendte 0-2 i sæt til sejr i finalen.[2][3] Thiem blev samtidig den første spiller født i 1990'erne, der vandt en grand slam-titel i herresingle, efter at de foregående 63 grand slam-titler i herresingle i træk var blevet vundet af spillere, der kom til verden i 1980'erne. Den 27-årige østriger havde tidligere været i tre grand slam-finaler, som han alle havde tabt. Zverev var i en grand slam-finale for første gang, og den 23-årige tysker var den yngste grand slam-finalist i herresingle, siden Novak Djokovic var i finalen ved US Open 2010.[4]

Den topseedede spiller, Novak Djokovic, blev i fjerde runde diskvalificeret i sin kamp mod Pablo Carreño Busta, efter at han ved et uheld ramte en linjedommer med en bold, han havde slået i frustration over netop at have tabt sit serveparti, hvorved han kom bagud med 5–6 i første sæt.[5][6] Det var blot femte gang i tennissportens åbne æra (og første gang siden 2000), at en herresinglespiller ved en grand slam-turnering blev diskvalificeret.[7] Efter Djokovic' exit havde ingen af de tilbageværende spillere tidligere vundet en grand slam-titel i herresingle.[5]

Turneringen var især en succes for de canadiske spillere, idet både Denis Shapovalov, Félix Auger-Aliassime og Vasek Pospisil kvalificerede sig til fjerde runde, og det var første gang nogensinde, at tre canadiere var blandt de sidste 16 spillere i en grand slam-turnering i herresingle.[8] Og da Shapovalov vandt over David Goffin i sin kamp i fjerde runde, blev han den første candier i en US Open-kvartfinale i herresingle i den åbne æra.[9]

  1. ^ US Open - USTA reaffirms commitment to player relief efforts with 2020 US Open prize money (5. august 2020)
  2. ^ US Open - Dominic Thiem defeats Alexander Zverev in five-set comeback to win 2020 US Open title (13. september 2020) (engelsk)
  3. ^ ATP Tour - Thiem Outlasts Zverev In Historic US Open Final (13. september 2020) (engelsk)
  4. ^ US Open - US Open Semifinals, By the Numbers (11. september 2020) (engelsk)
  5. ^ a b US Open - Three-time champion Novak Djokovic is defaulted in Round of 16 at 2020 US Open (6. september 2020) (engelsk)
  6. ^ ESPN - Novak Djokovic out of US Open after hitting line judge with tennis ball (6. september 2020) (engelsk)
  7. ^ Twitter - Gracenote Olympic - (6. september 2020) (engelsk)
  8. ^ US Open - Felix Auger-Aliassime, Denis Shapovalov and Vasek Pospisil making Canadian tennis history (engelsk)
  9. ^ US Open - Denis Shapovalov into first Slam quarterfinal at 2020 US Open (6. september 2020) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne