Ulysses ((latin): Odysseus) er en rumsonde der blev sendt af sted fra rumfærgen Discovery (STS-41) i oktober 1990. Sonden er et fælles projekt mellem Den Europæiske Rumorganisation og NASA. Formålet med sonden er at undersøge Solen herunder Solens poler, solvinde og magnetfelter. Ulysses er opkaldt efter Homers Odysseus som Dante møder i Inferno hvor han vil finde en verden bag Solen[1].
Den passerede Jupiter 8. februar 1992 for at kunne undersøge Solens poler. Den observerede Solens sydpol i 1994 og i 1995 Solens nordpol, d. 15. Marts 2008 passerede den Solens nordpol for 3. gang.
Sonden har for længst opfyldt målsætningerne efter 18 år i rummet, og datasignalerne er ved at forsvinde (februar 2008), så man forventer ikke flere oplysninger fra sonden. Da Ulysses skulle være fem gange så langt væk fra Solen som Jorden har den ikke solceller. Den har i stedet for en radioisotopgenerator med radioaktivt plutonium. Efter 17 år er varmeproduktionen for lav til at undgå at styrebrændstoffet hydrazin fryser til is.[2] Styrebrændstoffet anvendes til at rette Ulysses' krop og dermed også 1,65 m parabolantennen rettet mod Jorden.