Urolighederne i Bolivia (2003-2006) også kaldet Den bolivianske gaskrig var en social konflikt og en serie af uroligheder i Bolivia i perioden 2003 til 2006 primært vedrørende udnyttelsen af landets store reserver af naturgas, men også om den politiske magt i landet, herunder den oprindelige befolknings politiske indflydelse i landet. Urolighederne ophørte i al væsentlighed efter præsidentvalget i 2006, hvor Evo Morales blev valgt som Bolivias præsident. Forinden protesterne i 2003 havde der været en række andre uroligheder og protester i Cochabamba i anledning af privatisering af byens vandforsyning.
Konflikten havde sit udspring i udbredt utilfredshed over regeringens økonomiske politik og strategi vedrørende udnyttelse af landets naturgasressourcer. I tillæg hertil forekom utilfredshed med regeringens bekæmpelse af dyrkning af coca, politisk korruption og regeringens indsættelse af militæret mod strejkende. På et mere overordnet plan kan konflikten spores tilbage til Bolivias kolonisering og den efterfølgende udplyndring af landets naturressourcer (eksempelvis ved minerne i Potosí).