VM i bandy 2013

VM i bandy 2013
Arrangement
ArrangørFederation of International Bandy
Mesterskab nr.33
Dato(er)23. januar - 3. februar 2013
Værtsland(e)Sverige
Værtsby(er)A-VM: Vänersborg, Göteborg,
A-VM: Trollhättan og Oslo
B-VM: Vetlanda
Antal deltagere14 hold
Resultat
FørstepladsRusland Rusland  (7. titel)
AndenpladsSverige Sverige
TredjepladsKasakhstan Kasakhstan
Vinder af B-VMUSA USA
Statistik
Antal kampe41
Antal mål436 (10,63 pr. kamp)
Antal tilskuere39.091 (953 pr. kamp)

Verdensmesterskabet i bandy 2013 var det 33. VM i bandy gennem tiden, og mesterskabet blev arrangeret af Federation of International Bandy. Sverige var blevet tildelt værtskabet for mesterskabet på FIB's kongres i Almaty den 3. februar 2012, og dermed blev Sverige VM-værtsland for 10. gang. Turneringen havde deltagelse af 14 hold, hvilket tangerede deltagerrekorden fra 2012. De 14 hold var opdelt i en A-turnering med seks hold og en B-turnering med otte hold.

Kampene i A-gruppen blev afviklet indendørs i Arena Vänersborg i Vänersborg, borset fra tre af kampene i den indledende runde, der blev afviklet som særlige arrangementer på tre andre arenaer: Norges kamp mod Hviderusland blev spillet på Frogner Stadion i Oslo, kampen mellem Finland og Rusland blev afviklet i Slättbergshallen i Trollhättan, mens det klassiske opgør mellem Sverige og Rusland blev spillet udendørs på Arena Heden i Göteborg, hvor der blev sat stadionrekord med 5.812 tilskuere, der overværede at Sverige vandt med 7-5 og dermed sikrede sig førstepladsen i den indledende runde.

I finalen opnåede Rusland imidlertid revanche for nederlaget til Sverige i den indledende runde. Slutkampen endte med russisk sejr på 4-3, og dermed vandt Rusland VM for 7. gang (hvis man ikke medregner Sovjetunionens 14 VM-titler). Finalen fik en usædvanlig afslutning, da den finske dommer, Petri Kuusela, få minutter før tid faldt uheldigt efter en kollision med en russisk spiller og måtte hjælpes fra banen med hjernerystelse. Bronzemedaljerne blev for andet VM i træk vundet af Kasakhstan, som besejrede Finland med 6-3 i bronzekampen. Hviderusland sluttede som nr. 6 efter nederlag på 0-11 mod Norge i kampen om femtepladsen, og dermed rykkede det hviderussiske hold ned i B-VM.

B-VM blev afviklet udendørs på Sapa Arena i Vetlanda, hvor otte hold spillede om B-VM-titlen og om én oprykningsplads til A-VM i 2014. Turneringen blev vundet af forhåndsfavoritterne fra USA, der gik ubesejret gennem turneringen, og som i finalen besejrede Canada med 4-2.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne