Verdensmesterskaberne i skiskydning 2009 var det 43. VM i skiskydning arrangeret af International Biathlon Union. Mesterskabet blev afviklet i Pyeongchang i Sydkorea i perioden 13. – 22. februar 2009. Det var første gang at VM i skiskydning afvikledes i Asien. På Alpensia Biathlon Center 756 moh, blev der blev afviklet 11 konkurrencer: fem for mænd og fem for kvinder samt en mixed stafet.
Op til mesterskabet var der fokus på en dopingsag fra World Cup-løbene i Östersund i december 2008. Tre russiske skiskytter havde ved den lejlighed afleveret dopingprøver, som var blevet testet positive. Umiddelbart inden VM forelå resultaterne af B-prøverne, som også var positive, og dermed blev skiskytterne udelukket fra VM.[1] De tre atleter var Jekaterina Jurjeva og Albina Akhatova, som lå på første- og sjettepladsen i kvindernes samlede World Cup-stilling, samt Dmitrij Jarosjenko.
Dagen før de første VM-konkurrencer blev værtsbyen Pyeongchang ramt af usædvanligt varmt vejr: +15 grader og regnvejr. Indtil kort før start var der tvivl om førstedagens konkurrencer kunne gennemføres, men det lykkedes arrangørerne at gøre forholdene tålelige for atleterne.