VM i ishockey 1978 var det 45. VM i ishockey, arrangeret af IIHF. For de europæiske hold gjaldt det samtidig som det 56. europamesterskab. Mesterskabet blev afviklet i tre niveauer som A-, B- og C-VM:
Der var tilmeldt 24 hold til mesterskabet – en tangering af det hidtil højeste antal. De otte bedste hold spillede om A-VM, de otte næstbedste hold spillede om B-VM, mens de sidste otte hold spillede C-VM.
For første gang i mange år var Sovjetunionen ikke favoritter ved VM. Tjekkoslovakiet havde vundet de to foregående verdensmesterskaber og spillede desuden på hjemmebane, så på den baggrund blev værtslandet anset for at være favoritter til titlen. Tjekkoslovakkerne vandt da også deres første ni kampe i mesterskabet, men i turneringens sidste kamp vandt Sovjetunionen 3-1 over værterne, og dermed endte Sovjetunionen lige akkurat foran Tjekkoslovakiet på bedre målforskel. Det var Sovjetunionens 15. VM-titel (og samtidig den 18. EM-titel). Bronzemedaljerne gik til Canada, der dermed vandt sin første VM-medalje siden 1968.