Vestfronten under 2. verdenskrig omfattede Danmark, Norge, Luxembourg, Belgien, Holland, Frankrig og det vestlige Tyskland.[2] Kampene på landjorden på Vestfronten foregik i to perioder. Den første var i foråret 1940 og resulterede i at Danmark, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig blev løbet over ende og overgav sig. Herefter gik der en periode på næsten fire år, hvor kampene på Vestfronten næsten udelukkende blev udkæmpet i luften. Det startede med Slaget om England, og fortsatte senere med den strategiske bombekampagne mod Tyskland.
Den anden periode med krig på landjorden begyndte i juni 1944 med invasionen i Normandiet og fortsatte indtil Tysklands kapitulation i maj 1945.
- ^ MacDonald, C (2005), The Last Offensive: The European Theater of Operations. University Press of the Pacific
- ^ Tyskland indsatte op til 40% af sine landstyrker og op til 75% af Luftwaffe på Vestfronten (inklusive Nordafrika og Italien). Tallene varierede på grund af at enheder blev overført frem og tilbage, men i 1944 var der omkring 69 tyske divisioner stationeret i Frankrig og hertil kom omkring 19 i Italien. Kilde: Axis History Factbook, "The Second World War" af John Keegan. Ifølge David Glantz Arkiveret 9. juli 2011 hos Wayback Machine, havde Aksemagterne i januar 1945 over 2,3 mio. soldater, indsat på Østfronten, hvilket svarede til 60% af Wehrmachts styrker og næsten alle de resterende europæiske aksemagtstyrker. I løbet af de efterfølgende kampe i vinterens løb havde Wehrmacht tab på 510.000 på Østfronten mod 325.000 på Vestfronten. Da man nåede april 1945 stod 1.960.000 tyske soldater på Østfronten overfor 6,4 mio. i den Røde Hær, mens 4 mio. allierede soldater i Vesttyskland stod over for mindre end 1 mio. tyske soldater. I maj overgav næsten 1,5 mio. tyske soldater sig til den Røde Hær, mens næsten 1 mio. mere heldige overgav sig til briterne og amerikanerne, heriblandt mange som var flygtet vest på for at undgå den frygtede Røde Hær.