WWE Vengeance

Vengeance er et pay-per-view-show inden for wrestling produceret af World Wrestling Entertainment. Det er ét af organisationens månedlige shows og blev i 2001 afholdt i december, men blev fra 2002 til 2007 afholdt i enten juni eller juli. I 2011 blev Vengeance afholdt i oktober efter et par års pause.

Showet startede i december 2001 som erstatning for WWE's Armageddon under navnet "Vengeance" (på dansk: hævn), fordi navnet "armageddon" var et for følsomt navn så kort tid efter terrorangrebene 11. september 2001. I 2002 erstattede Vengeance i stedet for WWE's Fully Loaded og blev et fast pay-per-view-show i sommermånederne.

I forbindelse med WWE's brand extension blev showet gjort eksklusivt til SmackDown-brandet i 2003, mens det i perioden fra 2004 til 2006 var eksklusivt til RAW-brandet. Siden 2007 har alle WWE's pay-per-view-shows været "tri-branded", hvilket betyder, at wrestlere fra alle tre brands (RAW, SmackDown og tidligere også ECW) deltager i organisationens shows.

I 2007 blev showet kaldt for Vengeance: Night of Champions, fordi alle WWE's daværende ni titler blev forsvaret i showet denne aften. I de efterfølgende år droppede WWE helt navnet Vengeance, og showet blev promoveret som Night of Champions. I 2011 genopstod Vengeance dog under sit eget navn, mens Night of Champions fortsatte som et selvstændigt pay-per-view-show.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne