Wimbledon-mesterskabet i herredouble 2019

Wimbledon-mesterskaberne 2019
Herredouble
Juan Sebastián Cabal og Robert Farah
Juan Sebastián Cabal og Robert Farah vandt titlen for første gang.
Arrangement
ArrangørAll England Lawn Tennis and Croquet Club
The Lawn Tennis Association
Turnering nr.127
Dato(er)3. - 13. juli 2019
SpillestedAll England Lawn Tennis and Croquet Club
VærtsbyLondon, Storbritannien
UnderlagGræs
KategoriGrand slam
Præmiesum£ 2.292.000 (ekskl. per diem)
Vindere
HerredoubleColombia Juan Sebastián Cabal
Colombia Robert Farah  (1. titel)

Wimbledon-mesterskabet i herredouble 2019 var den 127. turnering om Wimbledon-mesterskabet i herredouble. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2019 og kampene med deltagelse af 64 par blev spillet i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien i perioden 3. - 13. juli 2019.

Mesterskabet blev vundet af Juan Sebastián Cabal og Robert Farah, som blev det første colombianske par, der vandt en grand slam-titel i herredouble. I finalen vandt Cabal og Farah over Nicolas Mahut og Édouard Roger-Vasselin med 6-7(5), 7-6(5), 7-6(6), 6-7(5), 6-3 i en maratonkamp, der varede 4 timer og 57 minutter, hvilket var blot fire minutter kortere end den længste Wimbledon-finale i herredouble indtil da. På grund af mørke blev femte sæt spillet under Centre Courts skydetag, og damedoublefinalen, der skulle have været spillet efter herredoublefinalen, blev udsat til dagen efter, fordi herredoubleslutkampen først endte kl. 21:00. Undervejs i turneringen havde Cabal og Farah imidlertid været uhyre tæt på at ryge ud. I kvartfinalen mod Jean-Julien Rojer og Horia Tecău måtte de senere mestre afværge fem matchbolde, inden de sikrede sig sejren med cifrene 6−4, 3−6, 6−7(8), 6−4, 11−9.[1]

Det var colombianernes anden turneringssejr i træk, idet de umiddelbart inden Wimbledon-mesterskaberne havde vundet opvarmningsturneringen i Eastbourne. De to turneringssejre (og dermed ti vundne kampe i træk) var særligt bemærkelsesværdige, fordi parret indtil da aldrig havde vundet mere end to kampe i træk på græsbaner. Det var samtidig parrets fjerde turneringssejr i 2019, idet de tidligere på året også havde vundet turneringerne i Barcelona og Rom. Parrets bedste resultat i en grand slam-turnering indtil da var finalenederlaget ved Australian Open 2018, og deres bedste resultat ved Wimbledon-mesterskabet i herredouble havde været nederlagene i tredje runde i 2011, 2013 og 2018.

Dette var den sjette grand slam-turnering i træk, hvor vinderen af herredoublemesterskabet var et par bestående af to spillere fra samme land. Resultaterne medførte endvidere, at Juan Sebastián Cabal og Robert Farah efter mesterskabet overtog førstepladsen på ATP's verdensrangliste i double for første gang i deres karrierer.[2]

Mike Bryan og Jack Sock var forsvarende mestre, men siden foregående år, havde Mike Bryan fået sin sædvanlige doublemakker, Bob Bryan, tilbage. Jack Sock stillede ikke op til sit titelforsvar. Bryan-brødrene var seedet som nr. 7 og tabte i tredje runde til de senere finalister, Édouard Roger-Vasselin og Nicolas Mahut (seedet 11) med 6−7(3), 2−6, 6−4, 6−7(5).

Dette var det første Wimbledon-mesterskab, hvor det afgørende sæt kunne blive afgjort i tiebreak, da arrangørerne havde bestemt, at der skulle spilles tiebreak ved stillingen 12−12 i femte sæt.[3] Reglen kom i brug for første gang i tredjerundekampen i herredouble, hvor Henri Kontinen og John Peers vandt den første tiebreak i afgørende sæt i Wimbledon-mesterskabernes historie mod Rajeev Ram og Joe Salisbury med 7-2. Kampen blev meget passende spillet på "Bane 12" og det tabende par var seedet som nr. 12.[4] Det var endvidere det første Wimbledon-mesterskab i herredouble uden en kvalifikationsturnering siden 1946,[5] fordi kvalifikationsturneringerne i doublerækkerne siden sidste mesterskab var blevet afskaffet til fordel for en udvidelse af damesinglekvalifikationen fra 96 til 128 deltagere.

  1. ^ ATP Tour - Colombian History: Cabal/Farah Triumph In Wimbledon Final Thriller (13. juli 2019) (engelsk)
  2. ^ ATP Tour - Cabal/Farah, Lifelong Friends, Climb To Top Of The World (15. juli 2019) (engelsk)
  3. ^ BBC - Wimbledon: Final set tie-breaks to be introduced in 2019 (19. oktober 2018) (engelsk)
  4. ^ Wimbledon - Memorable Moments: Day 8 (9. juli 2019) (engelsk)
  5. ^ Alan Little: Wimbledon Compendium 2017 (The All England Lawn Tennis and Croquet Club, 2017)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne