Wimbledon-mesterskabet i damesingle | |
---|---|
Arrangement | |
Grundlagt | 1884 |
Arrangør | The All England Lawn Tennis & Croquet Club Lawn Tennis Association |
Spillested | The All England Lawn Tennis & Croquet Club |
Værtsby | London, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Præmiesum | £ 20.342.000 (2024) |
WTA Tour | |
Kategori | Grand slam |
Deltagerfelt | 128S / 128Q |
Wimbledon-mesterskabet i damesingle er en tennisturnering, som er blevet afviklet som en del af Wimbledon-mesterskaberne siden 1884. Turneringen spilles (hovedsageligt) udendørs på græsbaner[1] i All England Lawn Tennis and Croquet Club (AELTC) i London-forstaden Wimbledon i Storbritannien.[2][3] Wimbledon-mesterskaberne spilles i den sidste uge af juni og den første uge af juli og har siden 1987 kronologisk set været den tredje grand slam-turnering i kalenderåret.[2] Turneringen blev ikke spillet fra 1915 til 1918 på grund af første verdenskrig og i perioden 1940-45 på grund af anden verdenskrig.[4]
Fra 1913 til 1924 anerkendte International Lawn Tennis Federation Wimbledon-mesterskabet som officielt VM i tennis på græsbane. Herefter afskaffede ILTF VM-begrebet, og siden 1925 har Wimbledon-mesterskaberne i stedet været anerkendt som én af de fire grand slam-turneringer. Mesterskabet var til og med 1967 forbeholdt amatører, men siden 1968 har det også være åbent for professionelle spillere.
Gennem årene har reglerne for damesinglemesterskabet kun ændret sig lidt. Fra 1886 til 1921 var den forsvarende mester direkte kvalificeret til mesterskabskampen (den såkaldte "udfordringsrunde") i det følgende års turnering, mens de øvrige deltagere spillede i "all comers-turneringen" om retten til at udfordre den forsvarende mester i udfordringsrunden. I denne periode blev vinderen af all comers-turneringen seks gange kåret som mester, fordi den forsvarende mester ikke stillede op i udfordringsrunden året efter. Systemet med udfordringsrunden blev afskaffet til Wimbledon-mesterskabet i 1922.[5] Siden det første mesterskab er alle kampe blevet spillet bedst af tre sæt, der skulle vindes med mindst to partiers forskel.[5] I 1971 indførtes tiebreak som afgørelse på de to første sæt ved stillingen 8-8, og i 1979 blev tiebreak-afgørelsen flyttet til stillingen 6-6. I 2019 indførtes tiebreak-afgørelse i afgørende sæt ved stillingen 12-12. I 2022 gennemførtes en harmonisering af formatet for afgørende sæt i de fire grand slam-turneringer, som indtil da havde haft fire forskellige formater for afgørende sæt, hvilket medførte, at Wimbledon-mesterskaberne indførte en match tiebreak som afgørelse på tredje sæt ved stillingen 6-6.[6]
I amatør-æraen med udfordringsrunden vandt Dorothea Lambert Chambers syv titler (1903–1904, 1906, 1910–1911, 1913–1914), og hun er dermed indehaver af rekorden for flest titler i denne periode. Lottie Dod (1891–1893) og Suzanne Lenglen (1919–1921) vandt begge tre titler i træk, før udfordringsrunden blev afskaffet, og de to spillere deler dermed rekorden for flest vundne titler i træk i tiden med udfordringsrunden. Rekorden for flest sejre i træk i amatør-æraen efter afskaffelsen af udfordringsrunden indehaves af Helen Wills Moody, der vandt mesterskabet fire år i træk i 1927–30, og Moody har også rekorden for flest sejre i alt i denne periode med en total på 8 titler (1927–1930, 1932–1933, 1935, 1938).[4]
I den åbne æra er Martina Navratilova indehaver af både rekorden for flest sejre i alt med ni sejre (1978–1979, 1982–1987, 1990) og rekorden for flest titler i træk med seks (1982–1987).[4] I denne periode er mesterskabet 11 gange blevet vundet uden sættab: Chris Evert i 1981, Martina Navratilova i 1983, 1984, 1986 og 1990, Lindsay Davenport i 1999, Serena Williams i 2002 og 2010, Venus Williams i 2008, Marion Bartoli i 2013 og Petra Kvitová i 2014.