Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2023

Wimbledon-mesterskaberne 2023
Damesingle
Arrangement
ArrangørAll England Lawn Tennis and Croquet Club
The Lawn Tennis Association
Turnering nr.130
Dato(er)3. - 15. juli 2023
Kvalifikation: 27. - 29. juni 2023
SpillestedAll England Lawn Tennis and Croquet Club
VærtsbyLondon, Storbritannien
UnderlagGræs
KategoriGrand slam
Præmiesum£ 18.165.000 (ekskl. per diem)
Vindere
DamesingleTjekkiet Markéta Vondroušová  (1. titel)

Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2023 var den 130. turnering om Wimbledon-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2023 og blev spillet i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 3. - 15. juli 2023, mens kvalifikationen afvikledes den 27. - 29. juni 2023 i Wimbledon Qualifying and Community Sports Centre i Roehampton.

Mesterskabet blev vundet af Markéta Vondroušová, som i finalen besejrede Ons Jabeur med 6-4, 6-4 i en kamp, hvor Jabeur undervejs var foran med 4-2 i første sæt og 3-1 i andet sæt. 24-årige Vondroušová blev dermed den første useedede vinder af Wimbledon-mesterskabet i damesingle, og med en WTA-rangering som nr. 42 blev hun endvidere den næstlavest rangerede damesinglemester ved Wimbledon, siden ranglisten blev indført i 1975. Vondroušová var i sin anden grand slam-finale i karrieren, idet hun tidligere havde tabt Roland-Garros-finalen i 2019. Sejren medførte, at hun avancerede til 10.-pladsen på WTA's verdensrangliste, hvilket var ny personlig rekord. Ons Jabeur tabte i Wimbledon-finalen for andet år i træk, og indimellem de to finalenederlag ved Wimbledon havde hun endvidere tabt US Open-finalen i 2022.[1][2]

Jelena Rybakina var forsvarende mester men tabte i kvartfinalen til den senere finalist Ons Jabeur.

Elina Svitolina spillede sin blot anden grand slam-turnering efter at hun april genoptog karrieren efter at have født en datter i oktober 2022, og som wildcard-spiller skabte hun begejsting blandt befolkningen i det krigshærgede Ukraine ved at spille sig helt frem til semfinalen efter undervejs at have slået fire tidligere grand slam-mestre: Venus Williams, Sofia Kenin, Viktorija Azarenka og førsteseedede Iga Świątek, hvilket blot to spillere tidligere havde præsteret i den åbne æra. Og hun blev den blot tredje wildcard-spiller i historien, der nåede semfinalen ved Wimbledon-mesterskabet i damesingle.[3][4] I semifinalen tabte hun til den senere mester, Markéta Vondroušová.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[5]

  1. ^ WTA - Vondrousova defeats Jabeur at Wimbledon; wins first Grand Slam title (15. juli 2023) (engelsk)
  2. ^ WTA - Everything you need to know about the 2023 Wimbledon final (13. juli 2023) (engelsk)
  3. ^ WTA - Svitolina stuns Swiatek in Wimbledon quarterfinals (11. juli 2023) (engelsk)
  4. ^ WTA - Svitolina's Wimbledon performance a symbol of hope for Ukraine (11. juli 2023) (engelsk)
  5. ^ "Joint Statement by the International Governing Bodies of Tennis". WTA Tour. Hentet 1. marts 2022.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne