Wimbledon-mesterskaberne 2018 Herredouble | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | All England Lawn Tennis and Croquet Club The Lawn Tennis Association |
Turnering nr. | 126 |
Dato(er) | 4. - 14. juli 2018 Kvalifikation: 25. - 27. juni 2018 |
Spillested | All England Lawn Tennis and Croquet Club |
Værtsby | London, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | £ 2.007.000 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Herredouble | Mike Bryan Jack Sock (1. titel) |
Wimbledon-mesterskabet i herredouble 2018 var den 126. turnering om Wimbledon-mesterskabet i herredouble. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2018 og hovedturneringen med deltagelse af 64 par blev spillet blev spillet i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien i perioden 4. - 14. juli 2018, mens kvalifikationen blev afviklet i Bank of England Sports Club i Roehampton i ugen inden hovedturneringen.
Mesterskabet blev vundet af Mike Bryan og Jack Sock, der var seedet som nr. 7, og som i finalen vandt med 6-3, 6-7(7), 6-3, 5-7, 7-5 over 13.-seedede Raven Klaasen og Michael Venus i en kamp, der varede 3 timer og 39 minutter, og hvor det femte sæt blev afviklet indendørs under Centre Courts skydetag pga. mørkets frembrud. Det var parrets anden femsætskamp i træk og tredje i alt løbet af turneringen, hvor de i tredje runde endda havde afværget to matchbolde i kampen mod kvalifikanterne Kevin Krawietz og Andreas Mies.[1][2]
Mike Bryan vandt dermed sin 17. grand slam-titel i herredouble, hvilket var ny rekord for flest vundne grand slam-herredoubletitler i den åbne æra, og det var en tangering af den absolutte rekord for flest grand slam-titler i herredouble, som han derefter delte med John Newcombe, og som 40-årig blev han den ældste vinder af et grand slam-mesterskab i herredouble i den åbne æra. Det var imidlertid første gang, at han vandt en grand slam-titel i herredouble uden sin tvillingebror, Bob Bryan, som makker. Bob var blevet hofteskadet under Madrid Open 2018, hvorfor Jack Sock vikarierede som Mike Bryans makker. Det var fjerde gang, at Mike Bryan vandt Wimbledon-mesterskabet i herredouble – de tre første var i 2006, 2011 og 2013 – og det var hans 21. grand slam-titel i alt i karrieren, hvis man også medregner hans fire mixed double-titler. Resultatet betød også, at Mike Bryan for 13. gang i karrieren overtog førstepladsen på ATP's verdensrangliste i double, og i en alder af 40 år og 78 dage slog han Vasek Pospisils rekord som den ældste verdensetter i herredouble, siden ATP's verdensrangliste blev indført. Han udvidede samtidig sin egen rekord for længst tid på ranglistens førsteplads til 455 uger.[3]
Det var anden gang, at Jack Sock vandt Wimbledon-mesterskabet i herredouble, idet han tidligere havde vundet titlen i 2014 sammen med Vasek Pospisil, og det var hans tredje grand slam-titel i alt i karrieren, idet han også tidligere havde vundet US Open-mesterskabet i mixed double 2011 sammen med Melanie Oudin. Dermed havde han indtil da vundet alle de tre grand slam-finaler, han havde kvalificeret sig til.
De amerikanske vindere blev den blot tredje og fjerde spiller i den åbne æra, der havde vundet Wimbledon-mesterskabet i herredouble med to forskellige makkere. De to første var John McEnroe og Todd Woodbridge.
De forsvarende mestre, Łukasz Kubot og Marcelo Melo, tabte i anden runde til Jonathan Erlich og Marcin Matkowski.