Wimbledon-mesterskaberne 2024 Herredouble | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | All England Lawn Tennis and Croquet Club The Lawn Tennis Association |
Turnering nr. | 131 |
Dato(er) | 3. - 13. juli 2024 |
Spillested | All England Lawn Tennis and Croquet Club |
Værtsby | London, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | £ 2.890.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herredouble | ![]() ![]() |
Wimbledon-mesterskabet i herredouble 2024 var den 131. turnering om Wimbledon-mesterskabet i herredouble. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2024 og kampene med deltagelse af 64 par blev spillet i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien i perioden 3. - 13. juli 2024.
Mesterskabet blev vundet af Harri Heliövaara og Henry Patten, som i en dramatisk finale besejrede Max Purcell og Jordan Thompson med 6-7(7), 7-6(8), 7-7(11-9) efter to timer og 49 minutters spil. Heliövaara og Patten var undervejs i finalen nede med tre matchbolde, som de alle afværgede: ved stillingerne 6-7 og 7-8 i andet sæts tiebreak samt i egen serv ved stillingen 5-6 i tredje sæt. I tredje sæts match tiebreak kom det finsk-britiske par tilbage fra 6-8 og vandt fem af kampens sidste seks point.[2][3]
Harri Heliövaara, Henry Patten og Jordan Thompson var i deres første grand slam-finale i herredouble, og de to førstnævnte vandt følgelig deres første grand slam-herredoubletitel. For Heliövaara var det karrierens anden grand slam-titel i alt, da han tidligere havde vundet US Open i mixeddouble i 2023. Heliövaara vandt sin syvende herredoubletitel på ATP Tour-niveau, mens turneringssejren var Pattens tredje, og det var parrets tredje turneringssejr som makkere, efter at de havde indledt deres samarbejde i april 2024. Henry Patten blev den tredje britiske vinder af Wimbledon-mesterskabet i herredouble i den åbne æra, idet kun Jonathan Marray (2012) og Neal Skupski (2023) havde opnået dette, siden mesterskabet blev åbent for professionelle spillere.[2] Til gengæld blev Harri Heliövaara den første finske vinder af titlen nogensinde.[3]
Resultaterne medførte, at de to vindere begge rykkede 25 pladser frem på ATP's verdensrangliste i double: Heliövaara fra nr. 37 til nr. 12, og Patten fra nr. 42 til nr. 17.[2]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[4]