Wimbledon-mesterskaberne 2024 Herresingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | All England Lawn Tennis and Croquet Club The Lawn Tennis Association |
Turnering nr. | 137 |
Dato(er) | 1. juli - 14. juli 2024 Kvalifikation: 24. - 27. juni 2024 |
Spillested | All England Lawn Tennis and Croquet Club |
Værtsby | London, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | £ 20.342.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Herresingle | Carlos Alcaraz (2. titel) |
Wimbledon-mesterskabet i herresingle 2024 var den 137. turnering om Wimbledon-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2024, og hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 1. - 14. juli 2024 i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien, mens kvalifikationen afvikledes den 24. - 27. juni 2024 i Wimbledon Qualifying and Community Sports Centre i Roehampton.
Mesterskabet blev vundet af Carlos Alcaraz, som i en gentagelse af finalen fra året før besejrede Novak Djokovic med 6-2, 6-2, 7-6(4), og som dermed vandt titlen for andet år i træk og anden gang i alt. Det var Alcaraz' fjerde grand slam-titel i karrieren, og han blev den blot anden spiller i den åbne æra, der vandt sine fire første grand slam-finaler i herresingle (Roger Federer vandt sine syv første finaler). Spanieren havde tidligere på sæsonen også vundet Roland-Garros, og han blev dermed den sjette spiller i den åbne æra (og den yngste indtil da), der vandt de to herresingletitler i samme sæson.[2][3][4]
Giovanni Mpetshi Perricard blev den første lucky loser i fjerde runde ved Wimbledon-mesterskabet i herresingle, siden Dick Norman opnåede dette i 1995.[5]
37 af de 127 kampe i hovedturneringen blev først afgjort i femte sæt, og det var den højeste antal femsætskampe ved en grand slam-turnering i herresingle i den åbne æra. Indtil da var rekorden på 35 femsætskampe ved US Open 1983 og Australian Open 2024. Der blev også sat ny Wimbledon-rekord for flest comebacks fra 0-2 til 3-2 i sæt, hvilket skete 11 gange, og det var samtidig det næsthøjeste antal på grand slam-niveau i den åbne æra.[4]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[6]