Yellowstone Caldera er en vulkanisk caldera i Yellowstone National Park i Wyoming, USA. Yellowstone Caldera er overfladen efter de tre sidste store udbrud af Yellowstone supervulkanen for mellem 2 100 000 og 640 000 år siden. Supervulkanen er forbundet med et hotspot af varm magma i en dybde af 60 til 90 km, hvorover den nordamerikanske kontinentalplade bevæger sig mod vest med en hastighed af 2,35 cm om året.
Lige under overfladen ligger et 90 km aflangt, varmt magmakammer i en dybde af 5 til 17 km. Det er dette magmakammer, der giver anledning til varme kilder og gejseren Old Faithful.[1] Mellem dette magmakammer og den dybtliggende magma, der udgør hot spottet, har man fundet endnu et magmakammer af varm, halvvejs smeltet klippe mellem 20 og 45 km under overfladen som er 4,4 gange større end det øverste magmakammer.[2]