Zeus | |
---|---|
Gudernes konge, gud for himlen, torden, lyn, lov, orden og retfærdighed | |
Bolig | Olympen |
Symbol | Tordenkile, ørn, tyr og egetræ |
Konsort | Hera |
Forældre | Kronos og Rhea |
Søskende | Hestia, Demeter, Hera, Hades og Poseidon |
Børn | Aiakos, Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Dionysos, Eileithyia, Eris, Hebe, Helena, Hefaistos, Herakles, Hermes, Minos, Persefone, Perseus, Rhadamanthus, gratierne, muserne, moirerne etc. |
Romernes tilsvarende | Jupiter |
Zeus (græsk: Ζεύς) er gudernes konge i den græske mytologi, og gud over himmel og torden. Han bor på Olympen, Grækenlands højeste bjerg. Den oldgræske gud Zeus minder på mange områder om de indoeuropæiske guder Indra, Jupiter, Perkūnas, Perun, Thor og Odin. Hans romerske modstykke er guden Jupiter.[2][3][4]
Zeus er den eneste græske gud, hvis navn går tilbage til indoeuropæisk, hvor man kan rekonstruere formen *Dyeus-ph2ter, jf. sanskrit Dyaus og latin Iuppiter. Beslægtet er også det nordiske gudenavn Tyr (*Tīwa-), selv om det er Thor (Þórr), der minder mest om den græsk-romerske Zeus/Jupiter.
Zeus er yngste barn af Kronos og Rhea, men kan også ses som deres ældste barn, fordi hans søskende først måtte befries fra Kronos' mave. I de fleste fortællinger er han gift med Hera, med hvem han har Ares, Hebe og Hefaistos.[5] Ifølge Zeus-oraklet i Dodona var hans hustru Dione, som i Iliaden omtales som Afrodites mor.[6] Zeus er en berygtet charmør, hvis erotiske eskapader har resulteret i mange børn af guddommelig såvel som dødelig herkomst, heriblandt Athene, Apollon, Artemis, Hermes, Persefone, Dionysos, Perseus, Herakles, Helena af Troja, Minos og muserne.[5]
Zeus var som himlens alfader ansvarlig for at uddelegere de andre guders roller.[7] Selv guder, som ikke er hans afkom, omtaler ham som "fader".[8] Zeus' attributter er tordenkilen (lynkilen), ørnen, tyren og egen. Ud over de førnævnte indoeuropæiske guder, var ikonografien omkring Zeus-kulten stærkt inspireret af kulturene i oldtidens Nærorienten, heriblandt hans scepter. De græske kunstnere fremstillede ofte Zeus stående med en tordenkile i højre hånd eller siddende på sin trone.